Vivian Motzfeldt skal deltage ved FN-åbning
Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt (S) vil deltage ved åbningen af FN's generalforsamling 23. september, hvor hun vil vise Grønlands støtte til FN-samarbejdet i en svær tid.
- FN er under pres, men er den grundlæggende garant for den internationale retsorden. Det skal vi holde fast i. FN har aldrig været så vigtigt et organ som det er i dag, udtaler Vivian Motzfeldt i forbindelse med, at hun skal deltage ved åbningen af FN's generalforsamling i New York.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
FN's årlige generalforsamling åbner snart i New York, og det bliver med grønlandsk deltagelse.
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, Vivian Motzfeldt (S), vil nemlig være til stede og overvære begivenheden, oplyser naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Vivian Motzfeldt rejser til New York, USA, med det formål at vise Grønlands støtte til FN-samarbejdet, forklarer hun:
- Det er yderst relevant for Naalakkersuisut og for Grønland, at vi med vores deltagelse viser vores støtte til det multilaterale samarbejde under FN, og at vi med vores allernærmeste partnere viser solidaritet og står fast på, at Folkeretten og selvbestemmelsesretten er en fastforankret del af den internationale orden, udtaler hun og fortsætter:
Har aldrig været så vigtig
- Vi lever i en usikker tid, og det er vigtigt at engagere sig og være i løbende dialog med andre lande om dette synspunkt.
Naalakkersuisut oplyser, at programmet for turen og eventuelle møder med andre lande er ved at blive planlagt.
Vivian Motzfeldt siger i den forbindelse, at det er vigtigt for Grønland at fortælle om sin historie og fremtidige mål ud fra egen synsvinkel, samt at FN er vigtigere end nogensinde før:
- FN er under pres, men er den grundlæggende garant for den internationale retsorden. Det skal vi holde fast i. FN har aldrig været så vigtigt et organ som det er i dag, udtaler Vivian Motzfeldt.