hundesyge
Vacciner på vej til Saqqaq og Qeqertaq
Vaccinen mod hundesyge ankommer til bygderne fredag og lørdag
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland og Qaasuitsup Kommunia har aftalt, at vaccine mod hundesyge bliver fløjet til Saqqaq i løbet af fredag eftermiddagen og til Qeqertaq lørdag.
Det oplyser Selvstyret.
Læs: Mangler vaccine mod hundesyge
Forebyggelse
Dyrlægen i Ilulissat har desuden instrueret kommunens ansvarlige om at sætte forebyggende tiltag i værk og få procedurer på plads med hensyn til vaccinationer for at få sygdommen under kontrol.
Læs: 25 hunde døde af hundesyge
Aflives
Før vaccinationen kan gives til hundene, skal alle syge hunde isoleres og aflives. Løsgående hunde skal bindes eller hegnes ind, og hundeholdene holdes hver for sig. Løsgående hunde, uden ejer, vil blive aflivet, understreger Selvstyret.
Instruerer hundeejerne
Vaccinationen vil foregå på følgende måde: Kommunens hundeinspektør, i de respektive bygder, har ansvaret for opbevaring og uddeling af vaccinerne til alle hundeejerne. Hundeinspektørerne vil instruere hver enkelt hundeejer i hvordan vaccinen skal håndteres.
Tre uger
Selvstyret gør opmærksom på, at der går tre uger før vaccinen giver beskyttelse mod sygdom og derfor anbefaler myndigheden, at alle raske og ikke-vaccinerede hunde vaccineres hurtigst muligt.
Læs: IA'er: Dyrlægesituationen er uacceptabel