USA har udført angreb på tre atomanlæg i Iran

USA's præsident mener, at Iran må afslutte krig med Israel, efter at USA har angrebet iranske atomanlæg.

Offentliggjort

USA har gennemført luftangreb på tre atomanlæg i Iran.

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, natten til søndag i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.

- Vi har afsluttet vores meget vellykkede angreb på de tre atomanlæg i Iran, skriver præsidenten.

De tre atomanlæg, der har været mål for de amerikanske angreb, er ifølge præsidenten anlæggene Fordow, Natanz og Isfahan.

- En fuld last med bomber blev smidt på det primære anlæg, Fordow. Alle fly er sikkert på vej hjem, skriver Trump.

Trump har desuden delt et opslag på Truth Social, hvor der fremgår at atomanlægget Fordow skulle være taget ud (Fordow is gone, red.).

Den israelske tv-station KAN citerer en unavngiven israelsk embedsmand for, at det amerikanske angreb skete i fuld koordination med Israel.

Unavngivne iranske embedsmænd bekræfter ifølge statslige iranske medier, at de tre atomanlæg er blevet angrebet. Iranske medier rapporterer desuden, at anlæggene ikke indeholdt materiale, der kan forårsage stråling.

En unavngiven amerikansk embedsmand siger til nyhedsbureauet Reuters, at USA's B-2 bombefly blev taget i brug under angrebet.

Flyene er de eneste, der har kapacitet og er godkendt til at flyve med og kaste USA's bunker buster-bomber.

Sådan en bombe vejer 13,6 ton og kan trænge 61 meter ned i jorden, inden den eksploderer. Bomben regnes for at være det kraftigste konventionelle våben.

De amerikanske angreb i Iran, sker få dage efter at pressesekretæren i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, på et pressemøde fortalte, at Donald Trump inden for to uger ville træffe en beslutning om, hvorvidt USA skulle involvere sig i konflikten mellem Israel og Iran.

Israel og Iran har i mere end en uge udvekslet gensidige luftangreb. Angrebene begyndte, da Israel natten til fredag i sidste uge indledte et stort angreb på Iran - ifølge Israel for at hindre Iran i at blive en militær atommagt.

Trump annoncerer i et opslag på Truth Social, at han klokken 04.00 natten til søndag dansk tid vil holde en tale til nationen.

- Dette er et historisk øjeblik for USA, Israel og verden. Iran må nu gå med til at afslutte denne krig, skriver præsidenten.

USA og Iran har de seneste måneder forhandlet om at lande en aftale om Irans atomprogram. Trump trak sig under sin første embedsperiode ud af en tidligere atomaftale mellem de to lande.

Med den tidligere aftale forpligtede Iran sig til nedbringe sin mængde af beriget uran, mens blandt andet USA til gengæld fjernede sanktioner mod Iran.

Siden konflikten brød ud mellem Israel og Iran er forhandlingerne mellem USA og Iran gået i stå.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS