Udvalg stiller spørgsmål i sag om ny jobportal

Naalakkersuisut vil gerne bruge 4,9 mio. kr. til udvikling af en ny jobportal, men udvalg stritter imod og har i stedet stillet flere spørgsmål.

Offentliggjort

Naalakkersuisut møder modstand fra Finans- og Skatteudvalget i en sag om oprettelsen af en ny jobportal.

Naalakkersuisut har ønsket, at udvalget godkender en bevilling på 4,9 mio. kr. til projektet med en ny jobportal, men udvalget har i stedet stillet spørgsmål til Naalakkersuisut.

Udvalget vil blandt andet vide, om den nye leverandør, der er udpeget til at udvikle og drifte den nye jobportalsløsning, befinder sig i Grønland eller udlandet, og hvorfra fysisk opgaven skal styres fra.

Udvalget vil også have svar på, i hvilket omfang Naalakkersuisut har undersøgt, om der er en hjemmehørende virksomhed, som kan løfte opgaven med at udvikle og drifte den nye jobportal.

Direktør: Svært at se logikken

Finans- og Skatteudvalget har udsat sin stillingtagen, til der er kommet svar på spørgsmålene.

Mediehuset Sermitsiaq er en af de hjemlige aktører på markedet for jobannoncer, og direktør, Masaana Egede, ser med kritiske øjne på Naalakkersuisuts ageren i sagen. Han kalder det et selvmål, at Naalakkersuisut vil etablere en ny jobportal:

- Det er svært at se logikken. Vi er allerede flere aktører på markedet, der arbejder på kommercielle vilkår. Det vil være et selvmål af kaliber og mod regeringens egen politik, hvis selvstyret skal ud at konkurrere med os, siger Masaana Egede.

Overdragelse førte til kritik fra lokal aktør

Tidligere på året vakte det kritik fra Johannes Qvist-Markussen, som er ejer af jobportalen Suliffissat.gl og dermed også en lokal grønlandsk aktør på markedet for jobannoncer, da Naalakkersuisuts jobportal Suli.gl blev lukket og alle jobopslag og CV’er overflyttet til danske Jobindex.

- (..) Derfor er det selvfølgelig meget skuffende, at en grønlandsk jobportal er blevet overdraget til et dansk selskab, også selvom det i følge Naalakkersuisut kun er en midlertidig løsning. 

- Dette har ført til, at konkurrencen mod de lokale forankrede virksomheder inden for denne branche bliver højere i forhold til tidligere, hvilket jeg finder fuldstændig uacceptabelt, sagde Johannes Qvist-Markussen.

Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender har som svar på kritikken fortalt, at overdragelsen af Suli.gl´s opgaver til Jobindex.gl kun er midlertidig og udløber ved udgangen af 2025.

Herefter er det planen, at Naalakkersuisuts nye jobportal skal lanceres. Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen (A) har oplyst i et svar på et §37 spørgsmål, at Naalakkersuisut har gennemført et offentligt udbud for at få en ny jobportal med en række integrerede løsninger.

Powered by Labrador CMS