Tysk forsvarsminister planlægger at besøge Grønland

Tysk forsvarsminister vil gerne vise solidaritet med Grønland og har planer om at besøge øen, siger han.

Offentliggjort

Den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, har planer om at besøge Grønland sammen med sin danske kollega, Troels Lund Poulsen (V), til september.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa og flere andre tyske medier.

- Fordi jeg gerne vil se Grønland og vise vores solidaritet, siger Pistorius ifølge Tagesspiel.

Han mener ifølge dpa, at det er vigtigt at være synlig i det nordlige Atlanterhav og i Arktis.

Tysklands forsvarsminister har fortalt om det mulige besøg, da han mandag var i København for at mødes med Troels Lund Poulsen.

Her var jordbaseret luftforsvar, maritim sikkerhed og styrket forsvarssamarbejde på tapetet ifølge en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

I sidste uge indtrådte Danmark i et partnerskab med Tyskland, Canada og Norge om maritim sikkerhed i Nordatlanten.

Landene skal blandt andet samarbejde om træning og øvelser samt forsvarsmateriel og indkøb, er det tidligere blevet oplyst.

Hvis Pistorius ender med at besøge Grønland sammen med den danske forsvarsminister, ville det ikke være første gang, at verdens største ø fik besøg af europæiske politikere i år.

Så sent som for to uger siden besøgte den franske præsident, Emmanuel Macron, også Grønland.

På et pressemøde i forbindelse med det besøg sendte Macron også en solidaritetserklæring til Danmark og det grønlandske folk.

Den internationale opmærksomhed kommer, i kølvandet på at den amerikanske præsident, Donald Trump, gentagne gange har udtrykt sin interesse for at få kontrol med Grønland.

Tidligere i år var USA's vicepræsident, J.D. Vance, også på et kort besøg på den amerikanske militærbase Pituffik, som ligger i Grønland.

Både Grønland og Danmark har blankt afvist, at USA kan få kontrol med Grønland.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS