Trump åbner for et snarligt møde med Putin og Zelenskyj om Ukraine

USA's præsident er parat til et andet møde om Ukraine-krigen, hvor den ukrainske præsident også bør deltage.

Præsident Donald Trump holder pressemøde på Kennedy Center onsdag aften dansk tid.
Offentliggjort

Hvis mødet fredag mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, går godt, vil der hurtigt derefter blive afholdt et andet møde, som også skal involvere Volodymyr Zelenskyj.

Det siger Trump på et pressemøde.

Mødet mellem Trump og Putin finder sted i Alaska. Selv om det handler om Ukraine-krigen, er den ukrainske præsident ikke inviteret.

- Hvis det første møde går godt, vil der meget hurtigt være et andet møde med Putin, Zelenskyj og mig, hvis de gerne vil have mig med, siger Trump.

Det er første gang under krigen i Ukraine, at Trump og Putin skal mødes fysisk.

Tidligere onsdag deltog Trump i et onlinemøde med Zelenskyj og en række europæiske regeringsledere.

Mødet handlede om Ukraine-krigen, forhandlingerne om en afslutning på krigen og det forestående møde mellem Putin og Trump.

USA's præsident beskriver mødet som "meget godt" og siger, at det vil få konsekvenser for Rusland, hvis landet ikke stopper krigen, skriver Reuters.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som deltog i mødet, har efterfølgende fortalt, at Trump sagde på mødet, at alle diskussioner om territorie skal involvere Ukraine.

Trump sagde derudover, at han går efter at nå en aftale om en våbenhvile.

Powered by Labrador CMS