Travlhed og tunge sager fylder hos politiet i Sisimiut

Politistationen i Sisimiut har i 2024 oplevet en stigning i antallet af anmeldelser sammenlignet med året før. Selvom anmeldelserne for det meste handler om vold i byen, fylder sager om seksuelle krænkelser og børnepornografi også hos politiet i Sisimiut.

Grønlands Politi
Offentliggjort

Ifølge Grønlands Statistik har politistationen i Sisimiut i 2024 oplevet en stigning i anmeldelser sammenlignet med året før.

Sermitsiaq besøger politistationen i Sisimiut for at høre mere. Her møder vi politikommissær Karl Jørgen Lennert, der tager os med rundt på stationen, som er mindre end hovedstationen i Nuuk, men hvor der er sket en række væsentlige forbedringer af bygningen.

Receptionen, som tidligere var åben for alle, er nu sikret med låsbar dør og flere overvågningskameraer både udenfor og i de fire detentioner. Overvågningssystemet er koblet op til Nuuk, hvor vagter kan følge med og tale med indsatte direkte.

- Sikkerheden er blevet bedre, og vi er glade for, at personalet også har fået et fællesrum med køkken, hvor de kan spise og holde møder. Tidligere spiste folk alene på deres kontorer, fortæller Lennert.

Stigning i anmeldelser – tunge sager

Ifølge Grønlands Politis årsrapport blev der registreret 399 anmeldelser i Sisimiut i 2024. 99 af dem handlede om vold.

- De sidste to år har Sisimiut været præget af vold – noget som borgere ofte har delt frustrationer over på sociale medier. Vi har arbejdet målrettet for at anholde bestemte personer, forklarer Karl Jørgen Lennert og siger, at uroen i byen er aftaget en smule – men der kommer også hele tiden nye sager.

Især har politiet været optaget af sager om seksuelle krænkelser mod børn og børnepornografi.

- En af sagerne, vi arbejder med, kalder vi 'blækspruttesagen'. Det er en tung sag, som begyndte med én person, der delte billeder, som spredte sig videre til mange andre. Den sag er endnu ikke i retten, fortæller politikommissæren.

Han fortæller også, at videoer af børn, der bliver misbrugt, har floreret på sociale medier, og at nogle personer har samlet og delt dem. Èn person har siddet varetægtsfængslet i op til et år i forbindelse med en efterforskning, der for nylig blev ført i retten og som ikke er færdig endnu.

En mental belastning

Det kræver mental styrke at arbejde med den slags sager. Sagsbehandlere i politiet arbejder med tunge sager og Karl Jørgen Lennert roser sine ansatte:

- Vi har dygtige ansatte, som har været meget fokuserede – og samtidig behandlet andre sager sideløbende. Det fortjener de anerkendelse for.

Han kommer med en klar opfordring til forældre og ansvarlige voksne:

- Vi ser børn, som tager nøgenbilleder af sig selv og sender dem videre uden at forstå konsekvenserne. Forældre skal tale med dem om, hvad deling af billeder kan føre til.

Alkohol og unge gerningsmænd

Ifølge Karl Jørgen Lennert er mange af gerningspersonerne unge – og alkohol spiller ofte en rolle.

- Men det er ikke kun politiet og kommunen, der skal løse samfundets problemer.

- Det kræver, at vi alle bidrager, hvis vi skal skabe et tryggere Sisimiut og mindske volden i samfundet.

Powered by Labrador CMS