Topchef i sundheds-departement skiftes ud
Departement for Sundhed har fået konstitueret chef.
Foto: Leiff Josefsen
Der er blevet skiftet ud på chefposten i Departementet for Sundhed.
Det fremgår således af departementets hjemmeside, at Martin Pedersen er blevet indsat som konstitueret departementschef.
Dermed er den hidtidige departementschef Nike Berthelsen fortid i departementet.
Nike Berthelsen blev ansat som chef i departementet tilbage i 2021. Han kom dengang fra en stilling som direktør for Velfærd i Qeqqata Kommunia.
Sermitsiaq arbejder på at at få en kommentar fra departementet og naalakkersuisoq Anna Wangenheim (D) om årsagen til udskiftningen på topposten.
Sundhedsområdet er løbende genstand for stor offentlig opmærksomhed, da området kæmper med blandt andet personalemangel, og det er samtidig et af de helt store udgiftsområder for Selvstyret.
I dette forår har KNR desuden kunnet fortælle, at sundhedspersonale også selv har demonstreret, da en ny overenskomst for sygeplejersker har været stærkt forsinket.
Hvad der er den konkrete årsag til udskiftningen i chefkontoret er dog uvist.