To kvinder – to skæbner

Et år efter SIK-sagen startede i medierne, hvor SIK stævnede en virksomhed for grov misbrug af tre filippinske kvinders arbejdskraft – er to af kvinderne i den omtalte sag nu landet i hver deres landsdel i Grønland.

Den ene arbejder i lufthavnen i Kangerlussuaq og har det godt, den anden kvinde begyndte straks efter at arbejde i en anden virksomhed inden for rengøring i Nuuk.

For hende har tilværelsen været temmelig turbulent. Begge kvinder ønsker at være anonyme i denne artikel.

- Vores landsmænd ved sikkert godt, hvem vi er, men det vil bare gøre det hele lidt nemmere ved at være anonym. Jeg er ikke bange. Hvad skal jeg være bange for? Det er snarere de virksomhedsejere, som SIK nu stævner, der skal være bange. Jeg har mine rettigheder og kender dem. Og det samme gør mine landsmænds såmænd også. Nogen har fået den fikse ide, at jeg opfordrer folk til at gå til SIK. Helt ærlig, vi kan godt selv se, når vi ikke behandles ordentligt efter grønlandsk overenskomst. Det behøver jeg ikke fortælle dem, siger kvinden, der bor i Nuuk.

Politi

For hun har levet med det, vi i herværende avis kalder SIK-sagen og det har været omtumlet. Hun blev ansat straks efter sagen bølgede i medierne i fjor i et rengøringsfirma og nåede også at blive udvist af politiet og fik otte dage til at forlade landet. Oveni blev hun også en del af et paragraf 39-spørgsmål i Folketinget i Danmark, hvor Aaja Chemnitz (IA), bragte sagen for Integrationsministeren.

- Da blev jeg virkelig bange. Pludselig stod politiet foran min dør med en udvisning. Jeg vidste simpelt hen ikke, hvad jeg skulle gøre, men fordi NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet, red.), samtidig undersøgte firmaet for underslæb, fik jeg min opholdstilladelse forlænget, fordi jeg skulle vidne i sagen. Jeg blev også truet verbalt, talt bagom og udskammet. Jeg vil helst ikke nævne navne, men det siger vel sig selv, at det ikke var særligt rart. Nuuk er lille, når sådan en stævningssag kører. I dag udfører jeg mine pligter, står op og går på arbejde, spiser og sover. Som alle andre, fortæller hun.

Udfordringer

Hendes privatliv er nærmest ikke eksisterende, hun bor sammen med seks andre landsmænd i en lejlighed i Nuuk. Hun bor i dagligstuen, mens de andre deles om resten af pladsen, blandt andet sover en i køkkenet:

- Man kan jo vænne sig til meget, men vi tager hensyn til hinanden. Vi har indimellem kø til badeværelset, og vi kan også have travlhed i køkken, men vi indordner os. Ingen af os har en egentlig huslejekontrakt. Vores husleje fratrækkes vores lønninger, fortæller hun.

På grund af de særlige regler for opholds- og arbejdstilladelse for fast-track ordninger skal begge ting skal være opfyldt, før man kan arbejde i Grønland som tilkaldt arbejdskraft. At stå uden bolig og uden et arbejde betyder, at man må rejse ud af landet. Hendes ansættelseskontrakt, hos hendes nuværende arbejdsgiver, var først på månedsbasis og uden et angivet antal timer per uge, gjorde, at hun arbejdede blandt andet på helligdage og weekender uden tillæg.

- Det er der blevet rettet op på, så for mit vedkommende er der ikke helt samme udfordringer, som hos det første firma, jeg var ansat i. Mig kan de ikke røre. Jeg kunne nok gå til SIK med min nuværende situation også, men helt ærlig, jeg magter det ikke. Jeg ved, at andre også har været en tur omkring SIK. Jeg kender flere af dem, som nu beder SIK om hjælp til at løfte deres sager. Jeg ønsker, at alt det her fra arbejdsgivers side med at omgå overenskomsterne må stoppe, sådan at vi alle behandles på lige vilkår i Grønland, siger hun.

Taknemmelig

Hun er dog taknemmelig, selv om hun godt kunne have undværet oplevelserne med politi, arbejdsgiver, skat, retsvæsen og andre myndigheder:

- Først og fremmest vil jeg oprigtigt gerne takke alle de mennesker, der har hjulpet os med at afsløre sandheden om situationen for os pinoys arbejdere (filippinsk selvbetegnelse, red.). Det være sig den grønlandske og danske regering, SIK og mediehuset Sermitsiaq. I dag er man da i det mindste opmærksomme på vores arbejdsforhold, og man ved, at mange kæmper for sandheden. Jeg ved konkret, at myndighederne stadig arbejder på at få disse arbejdsforhold bragt frem i lyset. En af mine venner blev interviewet af politiets eget uafhængige fagmagasin, Dansk Politi, for nylig, så undersøgelserne er ikke stoppet med min tidligere arbejdsgivers konkurs. Nok tværtimod, vurderer hun.

Fremtid

Hendes nuværende arbejdstilladelse/opholdstilladelse udløber i efteråret, hvor SIK også regner med, at den første sag er afsluttet, og hvor også konkursboet kan udbetale det beløb, som kvinderne har til gode.

- Jeg ønsker stadig at blive og arbejde i Grønland på trods af det, jeg har oplevet. Mit store ønske er at rejse til en anden by i Grønland. Lidt væk fra det hele. Når det kommer til stykket, så er Nuuk en lille by, når det kommer til sladder. Det kunne være rart at starte på en frisk et andet sted i Grønland, siger hun.

- Bestemt, tilkendegiver den anden kvinde, som i modsætning til sin landsmand, er landet på et godt sted efter at have skiftet arbejdsgiver:

- Jeg har en dansk arbejdsgiver, og jeg oplever ingen problemer. Jeg arbejder fast nat, hvor jeg gør rent i lufthavnen og dens faciliteter. Vi har ikke så travlt, som dengang atlantflyveren benyttede Kangerlussuaq. Men jeg har mit eget værelse, jeg har mit eget køkken, jeg har min egen seng og kan såmænd også se tv, hvis jeg har lyst. Jeg passer mig selv, men jeg kan da godt savne livet i Nuuk. Man kan godt føle sig lidt ensom, men jeg har gode kolleger og en god arbejdsgiver. Kangerlussuaq er måske blevet lidt af en spøgelsesby, her er ikke så mange mennesker længere – men alligevel et dejligt sted at være, fortæller hun.