Stort antal lemminger i østgrønlandsk by

Ifølge Veterinær og Fødevaremyndigheden er der lige nu et stort antal lemminger i Ittoqqortoormiit. Myndigheden understreger  vigtigheden i at lade de vilde dyr være i fred.

Ittoqqortoormiit
Borgere i Ittoqqortoormiit bør undgå kontakt med de mange lemminger, lyder det fra Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG).
Offentliggjort

I øjeblikket er der mange lemminger i Ittoqqortoormiit, men borgerne skal undgå kontakt med dyrene, lyder det fra Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) i en pressemeddelelse.

Tegn på rabbies

Et dyr som er smittet med rabies, udskiller virus i spyttet, og kan smitte via bid eller hvis man har sår på hænderne. Et smittet dyr kan være smittefarligt i flere uger, før det selv viser symptomer på rabies.

Typiske tegn på rabies hos dyrene er:

  • Pludselig aggressivitet og angrebslysten
  • Ændring i adfærd, f.eks. mangel på skyhed af vilde dyr
  • Savlen
  • Snappen efter indbildte objekter
  • Unormal hovedholdning
  • Hel eller delvis lammelse af især underkæbe og bagparti

Hvis du er blevet bidt, skal såret straks vaskes med vand og sæbe og sundhedsvæsenet skal kontaktes omgående. Ubehandlet rabies hos mennesker medfører døden, hvis det ikke behandles.

Kilde: VFMG

VFMG skriver, at myndigheden er blevet bekendt med, at der i øjeblikket er et stort antal lemminger i Ittoqqortoormiit, og at dyrene har tæt kontakt med byens beboere:

- På baggrund af dette vil VFMG gerne præcisere vigtigheden i at lade vilde dyr være i fred og ikke opsøge dem. Dette er både af dyreværnsmæssige årsager, og for at mindske risikoen for overførsel af smitsomme sygdomme til mennesker, skriver VFMG, der også henviser til bestemmelser i lovgivningen om dyremishandling:

- Tilbageholdelse og håndtering af vilde dyr, som ikke har til formål at hjælpe dyret, samt adskillelse af unger fra deres mor kan betegnes som dyremishandling og er en overtrædelse af Landstingslov nr. 25 af 18. december 2003 om Dyreværn, skriver VFMG.

Myndigheden understreger, at vilde dyr kan være bærere af rabies og andre sygdomme, der kan smitte til mennesker. 

- Du bør derfor altid undgå kontakt til dyrene for at mindske risikoen for at blive smittet, skriver VFMG.

Powered by Labrador CMS