Stor ros til Grønland under afslutningsdebat

- Vi har fulgt og beundret jeres mod, som har givet genklang over hele kloden, siger statsminister Mette Frederiksen under afslutningsdebat.

- De seneste måneder har Grønland og Danmark været udsat for et uacceptabelt pres fra vores nærmeste allierede gennem en menneskealder. Krav om at overtage en del af Kongerigets territorium. Trusler om annektering – uden at ville afvise militær magt. Fra verdens mægtigste land. Som vi har set op til, siger Mette Frederiksen under sin åbningstale onsdag.
Offentliggjort

Årets afslutningsdebat i Folketinget er onsdag i fuld gang, og statsminister Mette Frederiksen havde store roser til Grønland i sin indledende tale.

Baggrunden er det pres som Kongeriget og Grønland har været udsat for af den amerikanske præsident Donald Trump, der gentagne gange har udtrykt ønske om at overtage og få kontrol med Grønland.

Mette Frederiksen siger om situationen onsdag, at grønlændere har udvist en enorm styrke:

- Midt i stormen har I stået fast. Ikke bare på, hvad der er ret og rimeligt. At ingen andre end jer selv skal definere jeres fremtid.

- Men også på helt fundamentale værdier. Grænsernes ukrænkelighed. Demokrati og frihed, siger Mette Frederiksen og fortsætter:

- Vi har fulgt og beundret jeres mod, som har givet genklang over hele kloden.

Mette Frederiksen siger videre i talen, at hun er stolt af, at Grønland og Danmark er lykkedes med at holde sammen.

Hun understreger desuden, at hendes regering er klar til at skrue op for samarbejdet ved at investere i Grønland og det grønlandske samfund. 

- Det kunne være erhvervspolitisk og i kritisk infrastruktur, siger Mette Frederiksen fra talerstolen, hvor hun også gentager, at hvis Grønland ønsker det, er Danmark klar til at revidere selvstyreloven. 

Powered by Labrador CMS