For nyligt var 10 elever fra den forberedende grunduddannelse (FGU) i Køge på besøg i Nuuk og til foråret er det elever fra Majoriaq Nuuks tur til at rejse den anden vej. Udvekslingen er en del af et projekt, der skal styrke de unges demokratiske dannelse og samfundsengagement.
10 elever tilknyttet linjen Omsorg & Sundhed på FGU-skolen i Køge var sammen med to lærere på en uges studietur til Nuuk i perioden 25. august - 1. september, som del af et nyt uddannelsessamarbejde med Majoriaq Nuuk.Foto: FGU Køge
10 elever tilknyttet linjen ”Omsorg & Sundhed” på den
forberedende grunduddannelse FGU i Køge var sammen med to lærere for nylig på
en uges studietur til Nuuk. Efter planen skal 10 unge og to lærere fra Majoriaq
Nuuk genbesøge FGU-skolen i Køge i maj 2026.
Programmet i Nuuk bød bl.a. på workshop med grønlandske unge
fra Majoriaq, rundvisning i Inatsisartut, kreative aktiviteter med børn fra
børnehaverne Apisseq og Annersuaq, indblik i de social- og sundhedsfaglige
uddannelser på sundhedsskolen Peqqissaanermik Ilinniarfik og en fem timer lang
fisketur i Nuuk fjorden.
De unge fra Danmark var blandt andet inde og se Inatsisartut. Det er planen at de grønlandske unge fra Majoriaq til maj skal besøge Danmark.Foto: FGU Køge
Del af mobilitetsprojekt
Inden afrejse havde eleverne forberedt deres rejse bl.a. via
undervisningsforløb om grønlandske sagn og myter og gennem besøg i Det
Grønlandske Hus i København og på Nationalmuseet.
Studieturen er en del af mobilitetsprojektets ”Indsigt og
udsyn gennem samfundsinkluderende uddannelsessamarbejde”, der centrerer sig
omkring rigsfællesskabet i et samarbejde med Majoriaq Nuuk. 10 unge og to
medfølgende lærere fra Majoriaq Nuuk genbesøger FGU-skolen i Køge 4.-11. maj
2026, oplyser Sofie Tønsberg-Jensen, der er konstitueret udviklings- og implementeringschef på FGU-skolen.
Øge kendskabet til rigsfællesskabet
Projektets målgruppe er 20 unge under 25 år, der ikke er i job eller uddannelse.
Målet er at styrke de unges demokratiske dannelse og samfundsengagement ved at
øge kendskabet til rigsfællesskabet.
”Vi tror på, at de unges motivation for at tilegne sig viden
om rigsfællesskabet styrkes ved mødet med andre unge og ved at opleve på
nærmeste hold, hvordan ungeliv leves i andre dele af kongeriget. Gennem
ung-til-ung relationerne ønsker vi at udvide de unges horisont, give dem udsyn
og indsigt, idet de herved vil opleve at indgå i en større sammenhæng og være
forbundet med hinanden. Et sekundært inkluderende formål ligger desuden i, at
de unge ved at mestre det at rejse, begå sig langt væk hjemmefra og indgå i et
fagligt og socialt fællesskab med andre unge, får mulighed for at øve deres
sociale færdigheder og afprøvet deres personlige kompetencer.”, lyder det fra
Sofie Tønsberg-Jensen.
De unge fra Danmark er tilknyttet linjen ”Omsorg og sundhed” og besøgte derfor også sundhedsskolen i Nuuk.Foto: FGU Køge
At rejse er at lære
Ifølge FGU-skolen udgør rejsen til Danmark eller Grønland en læringsarena, der
sammen med opholdet skærper opmærksomheden på personlige barrierer og
potentialer herunder i forhold til at aflæse og indrette sig efter de sociale
spilleregler, og udviser respekt og tolerance over for kulturelle forskelle
herunder sproglige barrierer.
Vores elever glæder sig
Teamleder i Majoriaq Nuuk, Nuka Nielsen Larsen
fortæller, at eleverne var glade for at vise de danske elever rundt i Nuuk, og
at de også ser frem til at besøge Køge i foråret.
– Det var jo første gang eleverne fra Danmark var i Grønland. De ville
gerne opleve de unges dagligdag, når de var i skole. De havde forskellige
aktiviteter, hvor de var med i undervisningen og gik en tur sammen med dem til
brættet. Vores elever har været glade for at møde de danske elever og få talt
dansk. Det har udviklet dem sprogligt. En del af planen er at vores elever skal
genbesøge eleverne fra FGU Køge i maj måned 2026. Eleverne fra Køge havde
forberedt sig meget, før de kom til Nuuk, og vores elever er allerede nu i gang
med at forberede det program, som de skal være med til i Køge.
Projektet herunder rejser og ophold sker med støtte fra Nordplus (Nordisk
Ministerråds mobilitets- og netværksprogram for uddannelsesområdet) og
Børne- og Undervisningsministeriets rejsepulje til studieture til Færøerne og
Grønland.