Rusland forventer besøg fra Trump efter møde i Alaska

Trump og Putin skal mødes klokken 18 grønlandsk tid i den amerikanske delstat Alaska. Og et nyt møde kan vente.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA's præsident, Donald Trump, skal mødes ansigt til ansigt i den amerikanske delstat Alaska fredag aften.
Offentliggjort

Rusland forventer et besøg fra USA's præsident, Donald Trump, efter fredagens møde mellem Trump og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det siger Rodion Mirosjnik, der er særlig udsending for det russiske udenrigsministerium, i et interview med det statslige russiske nyhedsbureau Tass fredag morgen.

- Hvis den russiske leder rejser til USA, så forventer vi, at den amerikanske leder til gengæld besøger Rusland, siger Mirosjnik og tilføjer:

- Det er kun logisk og understreger udviklingen og udvidelsen af relationerne mellem Rusland og USA, da båndene mellem de to største geopolitiske magter ikke kun handler om Ukraine.

Mødes første gang siden 2019

De to præsidenter forventes at mødes klokken 18 grønlandsk tid i den amerikanske delstat Alaska.

Delstaten var russisk, indtil Rusland solgte den til USA i 1867.

Mødet afholdes i byen Anchorage på en militærbase fra Den Kolde Krig.

Det er første gang, at Putin og Trump mødes ansigt til ansigt siden 2019.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, ankom til Anchorage sent torsdag. Ved ankomsten understregede han ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at Rusland går ind til mødet med USA med en "klar og forståelig" holdning.

Her påpegede udenrigsministeren, at meget af forarbejdet til mødet mellem de to præsidenter blev lavet under den amerikanske udsending Steve Witkoffs besøg i Rusland i starten af august.

Zelenskyj ikke inviteret

Samtidig udtrykte Lavrov ifølge det tyske nyhedsbureau håb for, at fredagens møde mellem Trump og Putin vil fortsætte den "nyttige samtale", som Witkoff ifølge udenrigsministeren havde med russerne dengang.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er ikke inviteret til aftenens møde i Alaska.

Trump insisterede, inden han i januar blev taget i ed som præsident, på, at han ville kunne afslutte krigen i Ukraine på under 24 timer.

Torsdag erkendte han, at den tre et halvt år lange krig i Ukraine har vist sig at være en hårdere nød at knække end først antaget.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS