Rubio gentager Trumps skuffelse i møde med russisk modpart
Både Ruslands og USA's udenrigsminister kalder et møde mellem de to i Malaysia for en "ligefrem samtale".
USA's udenrigsminister, Marco Rubio (t.v.), mødtes torsdag med sin russiske modpart, Sergej Lavrov (t.h.), i forbindelse med udenrigsministermødet i den asiatiske samarbejdsorganisation Asean.
Foto: Mandel Ngan/Reuters
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, brugte torsdag et møde med sin russiske modpart, Sergej Lavrov, til at gentage præsident Donald Trumps skuffelse over Ruslands indsats i forhold til en løsning på krigen i Ukraine.
Det fortæller Rubio efter mødet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg gentog, hvad præsidenten sagde. Der er både en skuffelse og en frustration over den manglende fremgang, siger Rubio.
Han tilføjer, at han også sagde til Lavrov, hvad Trump har sagt offentligt, om "at der ikke har været mere fleksibilitet fra russisk side for at få en ende på denne konflikt".
- Vi bliver nødt til at se en køreplan for, hvordan denne konflikt kan slutte, siger Rubio.
Både den amerikanske og den russiske udenrigsminister beskrev efter mødet samtalen mellem de to som "ligefrem".
Mødet fandt sted i forbindelse med et møde i den asiatiske samarbejdsorganisation Asean i Malaysia torsdag. Det varede ifølge Reuters 50 minutter.
Fra russisk side lyder det, at ministrene under mødet foruden Ukraine talte om Syrien, Iran og at genetablere samarbejdet mellem USA og Rusland, oplyser Ruslands udenrigsministerium ifølge det statslige nyhedsbureau Tass.
- Vi har bekræftet vores fælles interesse i at finde en fredelig løsning på konfliktsituationer, at genoprette det russisk-amerikanske, økonomiske og humanitære samarbejde samt uhindret kontakt mellem de to landes samfund, siger ministeriet og tilføjer:
- Det kan især fremmes ved genoptagelsen af direkte flyforbindelser.
Torsdag er der igen meldinger om omfattende russiske angreb med missiler og droner mod den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har Rusland brugt 18 missiler og omkring 400 droner i et angreb, der især var rettet mod Kyiv.
Det kommer, efter at Rusland onsdag foretog det hidtil mest omfattende angreb i den over tre år lange krig.
Det ukrainske luftvåben oplyste onsdag, at Rusland affyrede 728 droner og 13 missiler. Ifølge militæret blev 711 af dronerne og syv af missilerne skudt ned.
/ritzau/