Rejsende i Grønland: Frustration, udmattelse og manglende hensyn til sårbare
Mangel på overnatning, aflyste fly og manglende hensyn til personer med handicap præger sommerrejsende i Grønland.
Flere aflysninger af fly fra Ilulissat sætter pres på overnatningsstederne. En rejsende har måttet betale af egen lomme og venter nu på refusion fra luftfartsselskabet.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Det skulle være en dejlig og befriende oplevelse at rejse i denne feriesæson – men for mange rejsende har det i stedet været frustrerende og udmattende.
Sådan oplever Inuutersuaq-Ulloriaq Løvstrøm det, som i øjeblikket rejser med sin kone og deres to børn. Familien er på vej til Uummannaq fra Ilulissat efter fem dages forsinkelse i Ilulissat.
- Der var ingen ledige hotelværelser i Ilulissat, da vores fly blev aflyst den første dag – alt var fyldt op. Da vores barn har et usynligt handicap, blev vi i stedet indlogeret i en kælder under Air Greenland. Men det var ikke sundt for vores barn, fortæller Løvstrøm.
Efter en længere kamp lykkedes det faren at finde en egnet overnatning. Han håber nu, at Air Greenland i fremtiden vil prioritere rejsende med både synlige og usynlige handicap.
Flere dage på stand-by
En anden rejsende, Aqqalualiit Broberg, skulle torsdag den 10. juli være ankommet til Qaanaaq i forbindelse med sit arbejde. Men hans rejseplan blev hurtigt afsporet. I dag, hvor han skulle have taget været videre til Pituffik, sidder han stadig strandet i Ilulissat som følge af gentagne aflysninger fra Air Greenland.
Han fortæller, at han selv har måttet finde og betale for overnatning, da alle hoteller i byen var fyldt. Indtil videre har han lagt ud med 9.150 kroner på AirBNB overnatning. Air Greenland har lovet at refundere beløbet, men han mener, at det kan være en stor byrde for mange.
– Jeg tænker på dem, der ikke har råd til at lægge ud til overnatning. De må sove på skolen. Og hvad med dem, der er syge og rejser for at komme til læge? Det må være ekstra hårdt for dem, siger han.
Særligt frustrerende er det, at flyvninger bliver aflyst, selv når vejret er godt.
– Der var solskin, en let brise og ingen skyer i både Ilulissat og Qaanaaq – og alligevel blev der ikke fløjet. Hvorfor flyver man ikke om aftenen, når vejret er bedst? spørger Aqqalualiit Broberg.
Sermitsiaq har kontaktet Air Greenland for at få en kommentar om situationen.