Rejsegilde: Kræftpatienter i Grønland får deres eget hus

Grønlands nye hus for kræftpatienter er først klar i sommeren 2026. Men fredag fejrede organisationerne bag projektet, at byggeriet skrider frem i Nuuk.

Formanden for Neriuffiit Kattuffiat, Elisabeth Lynge Hansen, og Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker, var til rejsegilde i Grønlands første kræftrådgivning – Kræftpatienternes Hus.
Offentliggjort

Efter flere års planlægning er fundamentet nu støbt og væggene rejst: Grønlands første samlede rådgivningshus for kræftpatienter og pårørende – Kræftpatienternes Hus – fejrede fredag rejsegilde i Nuuk. Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Projektet er et samarbejde mellem Neriuffik Kattuffiat, den grønlandske landsforening for kræftpatienter, og Kræftens Bekæmpelse i Danmark.

– Kræft er desværre en udbredt sygdom i Grønland, og mange patienter og pårørende står med svære spørgsmål og bekymring, og må ofte rejse langt for behandling. Med Kræftpatienternes Hus får vi for første gang et samlet, trygt og synligt sted, hvor man kan få hjælp, viden og fællesskab. Vi glæder os rigtig meget til at kunne byde velkommen i vores nye, smukke hus, siger Neriuffik Kattuffiats formand, Elisabeth Lynge Hansen.

Byggepladsen nær Dronning Ingrids Hospital, Sana, i Nuuk, hvor Kræftpatienternes Hus bliver bygget.

Huset skal efter planen stå færdigt i sommeren 2026 og rummer både rådgivningsfaciliteter og hovedsædet for Neriuffik Kattuffiat, den grønlandske landsforening for kræftpatienter.

Kræftpatienternes Hus er inspireret af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger i Danmark og er tilpasset grønlandske behov. Huset skal danne rammen om et lyst og roligt miljø midt i Nuuk, nær Dronning Ingrids Hospital – det eneste sted i Grønland, hvor kræftbehandling tilbydes.

Udover at tilbyde støtte til patienter og pårørende får Kræftpatienternes Hus også en central rolle i forhold til at udbrede viden om kræft i hele landet. Det fortæller Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, som er taget til Nuuk for at overvære rejsegildet.

– Vores håb er, at Kræftpatienternes Hus bliver et centrum for kræftindsatsen i Grønland. Rådgivningen vil rumme både fysiske og digitale rådgivningstilbud, så også borgere i bygder og yderdistrikter får lettere adgang til støtte og viden, siger han.

Powered by Labrador CMS