UDLAND

Politi melder om over 290 dræbte i flystyrt i Indien

Over 290 personer er blevet dræbt i flystyrt i Indien, oplyser politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dele af et nedstyrtet fly stikker ud fra en bygning i byen Ahmedabad torsdag.
Brandfolk arbejder på stedet, hvor et fly fra Air India styrtede ned.
Offentliggjort

Over 290 personer har mistet livet i et flystyrt i Indien, oplyser politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Et passagerfly fra Air India med 242 personer om bord forulykkede torsdag i byen Ahmedabad i det vestlige Indien.

Flyet styrtede ned i et beboelsesområde uden for lufthavnen i byen, og det blev tidligere torsdag meddelt, at der kunne være dræbte både i flyet og på landjorden.

Tidligere torsdag lød det fra en politichef, at alle ombordværende var formodet døde. Men senere sagde chefen ifølge det indiske nyhedsbureau ANI, at en person var fundet i live i flyet. Den overlevende har efterfølgende også udtalt sig til indiske medier.

Air India skriver på det sociale medie X, at flyet med nummer AI171 på vej fra Ahmedabad til Gatwick uden for London har været involveret i en hændelse.

Der er tale om et fly af typen Boeing 787-8 Dreamliner.

London Gatwick Lufthavn bekræfter ifølge Reuters, at flyet AI171 var på vej til lufthavnen og skulle være landet klokken 18.25 lokal tid.

Det var kort efter afgang, at det styrtede ned i et beboelsesområde.

Blandt de 242 ombordværende var 230 passagerer og 12 besætningsmedlemmer.

Heriblandt var 169 indere, 53 briter, syv portugisere og en canadier, skriver Air India på X. Det fremgår ikke, hvilken nationalitet de resterende 12 ombordværende har.

Flyet ramte en bygning, da det styrtede.

- Tragedien i Ahmedabad ryster os dybt og gør os meget kede af det. Det knuser vores hjerter, mere end ord kan beskrive, siger den indiske premierminister, Narendra Modi.

En talsmand for lufthavnen i Ahmedabad oplyser ifølge Reuters, at al drift i lufthavnen er indstillet indtil videre som følge af ulykken.

Flightradar24, der overvåger al civil luftfart, skriver på X, at signalet til Air India-flyet forsvandt klokken 13.38 lokal tid. Det var, ét minut efter at flyet lettede.

På daværende tidspunkt var flyet i 190 meters højde.

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), siger i en udtalelse delt på X af Statsministeriet:

– Tragiske nyheder fra Ahmedabad. Vores tanker går til ofrene og deres pårørende samt førstehjælperne på stedet. På vegne af Danmark sørger vi med Indien og befolkningen i alle de lande, der er berørt af flystyrtet.

Powered by Labrador CMS