Pensionskassen SISA køber sig ind i Polar Seafood
Fra 1. oktober 2025 overtager SISA Pension fem procent af aktierne i Polar Seafood Greenland A/S.
Polar Seafood Greenland A/S er Grønlands største privatejede virksomhed, og var indtil 1. oktober udelukkende ejet af Miki Brøns (tv) og Laila og Bent Friis-Salling. Nummer to fra højre er leder af bestyrelsessekretariatet i SISA, Pâviâraq Heilmann. SISA har onsdag overtaget fem procent af aktierne og er nu medejer.
Pressefoto
Over 44.000 pensionsopsparere i pensionskassen SISA bliver nu medejere af Grønlands største privatejede
virksomhed, Polar Seafood Greenland.
Pensionsselskabet køber 1. oktober fem procent af aktierne i Polar Seafood Greenland og
indtræder dermed som første eksterne ejer i koncernens historie. Parterne forventer desuden, at SISA over en årrække overtager yderligere fem procent af koncernen.
Det oplyser SISA i en pressemeddelelse.
- For os i SISA handler investeringen ikke kun om afkast –
det handler om at sikre grønlandske arbejdspladser, styrke landets vigtigste
erhverv og skabe medejerskab for vores medlemmer.
- Polar Seafood Greenland A/S
er en hjørnesten i det grønlandske fiskeri, og vi er stolte over at kunne
bidrage til virksomhedens fortsatte udvikling, udtaler Jess G. Berthelsen, bestyrelsesformand i SISA Pension.
Grundig undersøgelse
Direktør i SISA, Søren Schock Petersen, understreger, at SISA har foretaget en grundig undersøgelse af Polar Seafood Greenland inden handlen:
- Investeringen
er sket på baggrund af en grundig undersøgelse af Polar Seafood Greenland A/S,
og SISA har konkluderet, at det forventede afkast af investeringen står i et
rimeligt forhold til risikoen.
- Investeringer i SISA sker med respekt for, at vi
forvalter medlemmernes penge, udtaler direktøren.
Byder ny medejer velkommen
Polar Seafood Greenland havde ifølge regnskabet et overskud på 119 mio. kr. i 2024. Selskabet ejes af Bent og Laila Friis Salling samt Miki Brøns.
Miki Brøns og Bent Friis-Salling er begge direktører i selskabet, og Bent Friis-Salling byder den nye medejer velkommen:
- Det er med stor glæde, at vi byder SISA velkommen ombord
som medejer. Vi tager den nye fiskerilov alvorligt, og vi bidrager til at flere
får andel i vores fælles ressourcer via partnerskabet med SISA.
- Vi ser frem til
at fortsætte vores udvikling med en partner, der deler vores værdier og vision
for et stærkt og værdiskabende grønlandsk fiskeri, siger Bent Friis-Salling.