Opdatering: Fordybning i landingsbane giver udfordringer for flytrafikken

Onsdagens flyvninger fra Nuuk er forsinkede. Det er dog forventningen, at flyvningerne bliver afviklet i løbet af dagen. Det er en fordybning i den nye landingsbane, der er skyld i forsinkelserne.

Air Greenland
Udfordringer vedrørende baneforholdene i Nuuk giver forsinkelser onsdag.
Offentliggjort

Obs: Artiklen er opdateret med informationer fra Greenland Airports.

- Vi oplever beklageligvis generelle forsinkelser og aflysninger i onsdagens trafikprogram, grundet lufthavsrelateret forhold, skriver Air Greenland på sin hjemmeside onsdag.

Selskabet afventer nærmere informationer fra Greenland Airports, og melder mere ud lige når der kommer flere informationer.

Kommunikationschef i Air Greenland, Inga Dora G. Markussen, oplyser til Sermitsiaq, at det er forventningen, at forsinkelserne vil kunne blive afviklet i dag, men hun understreger, at det afhænger af Greenland Airports og baneforholdene i Nuuk.

Hun opfordrer passagerer til at holde øje med Air Greenlands hjemmeside og Club Timmisa.

Greenland Airports: Fordybning udbedret

Kommunikationschef i Greenland Airports Mikkel Bjarnø Lund bekræfter overfor Sermitsiaq, at det er rigtigt, at det er en fordybning i landingsbanen, der er skyld i, at der onsdag formiddag er lukket for flyvninger. 

Fordybningen er dog udbedret, forklarer han onsdag ved middagstid:

- Fordybningen er opstået over en periode.

- Den er udbedret her til formiddag og er lige ved at tørre og så åbner landingsbanen igen, siger Mikkel Bjarnø Lund.

Om problemet med fordybningen i den relativt nyanlagte landingsbane, siger kommunikationschefen videre:

- Vi kommer naturligvis til at undesøge det nærmere, samt om der skal gøres noget på sigt for, at det ikke opstår igen.

Powered by Labrador CMS