Nyt underskud i Nukissiorfiit
Energivirksomheden kom ud af 2024 med et underskud på 62 mio. kr.
Nukissiorfiit
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Selvom visse priser på el og vand er blevet hævet, så har det ikke været nok til at bringe økonomien i Nukissiorfiit i balance.
Naalakkersuisut oplyser således i en pressemeddelelse, at selskabet kommer ud af 2024 med et underskud på 62 mio. kr.
Nukissiorfiits priser er nøje styret af politikerne, og de senere år er selskabets økonomi blevet forværret. I 2023 var underskuddet på 86 mio. kr.
Ifølge Naalakkersuisut har en regulering af el- og vandtarifferne på 3,5 procent, der blev besluttet i juli 2024, bidraget med en øget indtægt på omkring 30 mio. kr., hvorfor underskuddet altså er blevet mindre i 2024 end året før.
Naalakkersuisoq: Plan er igangsat
Naalakkersuisoq for energi, Naaja H. Nathanielsen (IA) udtaler i meddelelsen, at det er et velkendt problem, at Nukissiorfiits økonomi ikke er i balance:
- Vi har i årevis måtte konstatere, at der ikke er sammenhæng mellem Nukissiorfiits indtægter og udgifter. Årsagerne til dette er tidligere afdækket og offentliggjort, og der er igangsat en plan, der skal bringe balance i regnskabet, udtaler hun.
En redegørelse viste i 2021, at enspris-reformen fra 2018 og general underfinansiering i forhold til vedligehold har betydet, at Nukissiorfiit kørte med stort underskud og har oparbejdet et renoveringsefterslæb i milliardklassen.
Naaja H. Nathanielsen fremhæver, at det er vigtigt for hende at samarbejde med Nukissiorfiit om at rette op på økonomien:
- Nukissiorfiit leverer en samfundskritisk ydelse under svære betingelser. Vi har alle behov for en stabil forsyning af el, vand og varme. Dette forventer vi, at Nukissiorfiit leverer samtidigt med, at de også skal sørge for vedligehold og moderniseringer af alt udstyr og alle bygninger forbundet med dette. Det er en stor opgave, og jeg vil gerne anerkende Nukissiorfiit for at tage denne opgave alvorligt, lyder det fra naalakkersuisoq.
Nukissiorfiits renoveringsefterslæb er blevet opgjort til 1,8 milliarder kroner.