Nyt nationalt center skal styrke indsatsen for psykisk trivsel
Der er stor mistrivsel blandt unge, og selvmordsraten er for høj. Derfor bliver rådgivning og behandling nu mere tilgængeligt.
Data fra Tusaannga viser en markant stigning i antallet af henvendelser om psykiske problemer og selvmordstanker fra landets borgere.
Foto: Leiff Josefsen
1. oktober åbner Nationalt Terapi- og Rådgivningscenter,
Inulerivik, som skal sikre lige adgang til rådgivning og behandling for borgere
med psykisk mistrivsel.
Det skriver Departementet for Børn, Unge og Familier i en
pressemeddelelse.
Især unge mennesker i Grønland er i psykisk mistrivsel, og
selvmordraten er fortsat høj. Data fra Tusaannga viser en markant
stigning i antallet af henvendelser om psykiske problemer og selvmordstanker
fra landets borgere.
Derfor er der brug for et styrket og tilgængeligt
rådgivningstilbud, skriver departementet.
- Tallene taler deres tydelige sprog, vi kan ikke nøjes med
at konstatere problemet. Det er nu, vi skal tage det næste skridt og sikre, at
alle får adgang til den hjælp, de har brug for. Med sammenhængende og
tilgængelig indsats tager vi et vigtigt skridt i den retning.
- Det er en stor milepæl, vi i dag når, med et tilbud, som
alle borgere kan få uanset bosted. Jeg håber, I vil tage godt imod det, udtaler naalakkersuisoq
for børn, unge og familier, Mads Pedersen (IA).
Lokale afdelinger og online behandling
Sidste år i august besluttede det tidligere Naalakkersuisut
at starte arbejdet med at oprette et nationalt terapi- og rådgivningscenter. Inulerivik
er resultatet af dette arbejde.
Inulerivik skal samle og styrke indsatsen på tværs af
landet, så alle borgere, uanset alder og bosted, får mulighed for at få en
lettere adgang til hjælp, når de har brug for det.
Inulerivik etableres med lokale afdelinger i Nuuk,
Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut og Qaqortoq. Inulerivik vil også tilbyde online
rådgivning og behandling, så alle, der bor uden for disse byer, kan få kontakt
med fagpersoner og modtage den nødvendige hjælp.