Narkogangstere ser muligheder i skyhøje narkopriser i Grønland

Ifølge politichef er Grønland et attraktivt marked for bandekriminelle på grund af tårnhøje narkopriser.

Grønlands Politi
Offentliggjort

Efter de almindelige økonomiske principper om prissætning som en funktion af udbud og efterspørgsel skulle man tro, at "sne" stod i lavere kurs i Grønland end i Danmark.

Men når der er tale om "sne" i slangbetydning - altså kokain - er det modsatte tilfældet. I Grønland er priserne for stoffer op mod ti gange højere end i kongerigets sydlige egne, og det lokker kriminelle til, skriver DR Nyheder.

- Det er vores vurdering, at organiserede kriminelle aktører fra Danmark rejser til Grønland i illegalt øjemed - og i særlig grad er indblandet og profiterer sig på vold, på salg, distribution og smugling af narkotika til Grønland og hvidvask af udbytte herfra, siger Malik Sandgreen, der er chef for efterforskningsafdelingen ved Grønlands Politi til DR Nyheder.

Attraktivt marked

Ifølge politichefen koster et gram af den dyre "sne" i Grønland mellem 3500 og 4500 kroner, mens prisen i Danmark typisk ligger i omegnen af 600 kroner.

Et gram hash koster i Grønland 500-1000 kroner, hvor det i Danmark kan fås for en tiendedel.

Det er attraktivt for kriminelle grupperinger at skabe et marked her, siger Malik Sandgreen til DR Nyheder.

De høje priser skyldes, at Grønland på grund af sin geografiske beliggenhed og deraf følgende begrænsede kontakt med omverden, er et forholdsvist vanskeligt sted at få fragtet stofferne til.

Den store kokainsag

I august blev en retssag om indsmugling af kokain til Grønland afgjort ved Sermersooq Kredsret. I Sermitsiaq blev sagen betegnet "Den store kokainsag".

Hovedmanden var tiltalt for håndtering af 488,5 gram kokain, hvilket er en noget mindre mængde end de store narkosager i Danmark, hvor der almindeligvis er tale om kilovis af narko angivet i både et-, to- og trecifrede tal.

Manden blev frifundet for cirka halvdelen af stoffet og idømt seks års fængsel.

I en anden kokainsag fra Grønland blev en kvinde i juli sidste år idømt fire år og seks måneders fængsel for indsmugling af 200 gram kokain.

I sagen blev kvinden ifølge sin egen forklaring tilbudt 40.000 kroner for at smugle stoffet til Grønland, og at hun gjorde det på grund af en gæld til nogle personer i Danmark.

Det fremgår ikke af dombøgerne fra de pågældende sager, om der har været en forbindelse til bandekriminelle.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS