Et lille barn
står på tærsklen til en hospitalsstue på Dronning Ingrids Hospital.
De hvide
kitler, den skarpe lugt af sprit og lyden af apparater får skuldrene til at
hæve sig. Barnet trykker sig ind til sin mor, tier stille og nægter at
samarbejde.
Et lille barn
står på tærsklen til en hospitalsstue på Dronning Ingrids Hospital.
De hvide
kitler, den skarpe lugt af sprit og lyden af apparater får skuldrene til at
hæve sig. Barnet trykker sig ind til sin mor, tier stille og nægter at
samarbejde.
- Det er præcis dét, vi jævnligt
oplever, siger overlæge Hanne Lynge Rex og fortsætter: - Hvis barnet føler sig
utrygt, så klapper de i som østers. Og så kan det tage timer – nogle gange et
helt døgn – før de er klar til at samarbejde.
Sammen med børnesygeplejerske Patdlek
Stork udgør hun en del af det særlige børneteam på Dronning Ingrids Hospital.
Netop deres erfaringer fra hverdagen i Nuuk tager de med sig til
NunaMed-konferencen, hvor de – sammen med børnetalsmanden og en repræsentant
fra Unicef Grønland – deltager i panelet ”Børnenes stemme i sundhedsvæsenet”.
For dem handler det ikke om store,
abstrakte visioner, men om de konkrete møder med børn og forældre, når døren
til hospitalet åbnes. Det var også udgangspunktet, da AG talte med dem forud
for konferencen.
- Når et barn kommer ind på
hospitalet, er det et helt nyt univers. Mange mennesker, mærkeligt tøj, nye
lyde. Vores opgave er at skabe en comfort-zone, hvor både barn og forældre kan
finde tryghed, siger Patdlek Stork.
Kropssproget afslører
Trygheden er nøglen – og det kræver både ord og handlinger. For børn er
eksperter i at afkode stemninger.
- En usikker
læge kan barnet aflæse på sekunder, og så mærker forældrene det også. Og så får
vi med garanti ingen god konsultation. Derfor er vi meget bevidste om både det,
vi siger, og det, vi udstråler, forklarer Hanne Lynge Rex, og illustrerer det
med, at det kan være en hånd på skulderen, et roligt tonefald, små pauser.
Alt sammen
signaler, der gør forskellen.
Tidligere kunne utryghed hurtigt ende
i konfrontation. For blot ti år siden var det helt almindeligt, at
sundhedspersonale måtte holde et barn fast for at tage en blodprøve. Den tid er
forbi.
- I dag venter vi, til vi har
forældrenes samtykke, medmindre det handler om liv og død, siger Patdlek Stork.
- Vi bruger også lokale bedøvelser, så
ubehaget bliver så lille som muligt. For vi ved, at dårlige oplevelser kan
sætte spor mange år frem.
Få hænder – mange børn
Hverdagen på Dronning Ingrids Hospital er præget af ressourcemangel, når
det drejer sig om de ansatte, som anskuer sundhedsvæsenet i børnehøjde.
Teamet for børn tæller blot fire personer: en læge, et par sygeplejersker
og en assistent. Og derudover er der to til tre børnelæger i rotation. Til
sammenligning har Færøerne tre børnelæger og 36 sygeplejersker. Altså næsten ti
gange flere ansatte med speciale i børn.
- Det siger næsten sig selv, at vi har for få hænder. Vi håber virkelig, at
området bliver prioriteret politisk. For behovet er tydeligt, siger Hanne Lynge
Rex og Patdlek Stork samstemmende.
For at kompensere for de få ansatte, underviser de også kollegaer på tværs
af sundhedsvæsenet i forskellige fora’er – lige fra Teams-møder til ture langs
kysthospitalerne.
- Vi kan ikke være overalt. Men vi kan lære vores kolleger at aflæse
børnenes signaler og skabe bedre rammer. Det er vigtigt, hvis vi skal rykke
noget i hele sundhedssystemet, siger Patdlek Stork.
Håbet om at prikke politikerne
At tale om ”børnenes stemme i sundhedsvæsenet” handler derfor både om
daglige rutiner og om langsigtet prioritering. Og med deltagelsen i NunaMed
håber de to, at budskabet også rammer de politikere, der sidder på
tilhørerpladserne i Katuaq.
- Hvis vi kan prikke bare lidt til dem, så de ser, hvor vigtigt det er at
sætte barnet i centrum – så har vi allerede opnået noget,” siger Hanne Lynge
Rex.
Forhåbningen
er, at konferencen ikke blot bliver en begivenhed i Nuuk, men et springbræt for
mere forskning og en bredere debat om børns rettigheder i sundhedsvæsenet.
- Vi arbejder
med små skridt hver dag – men vi har brug for, at der også sker noget på de
store linjer, fortæller overlægen og lederen af DIH’s børneafdeling.
Barnet på
hospitalets dørtrin har stadig øjnene klistret til gulvet. Morens hånd hviler
trygt om skulderen. Lægen sætter sig ned, trækker vejret roligt og giver barnet
plads. Langsomt, næsten umærkeligt, løsner barnet grebet.
Den første bro
er bygget.
