GREENLAND AIRPORTS
Naalakkersuisut udskifter alle sine bestyrelsesmedlemmer
Efter stor kritik blev der i dag afholdt ekstraordinær generalforsamling i Greenland Airports. Her blev hele den Naalakkersuisut udpegede bestyrelse skiftet.
På den ekstraordinære generalforsamling i Greenland Airports meddeler formand for Naalakkersuisut, at hele bestyrelsen skiftes ud. Her ses formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen og den nye bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen.
Oscar Scott Carl
Det kritiserede selskab Greenland Airports Mittarfeqarfiit
A/S holder i dag ekstraordinær generalforsamling.
Og det betyder, at Naalakkersuisut udskifter hele den Naalakkersuisut udpejede bestyrelse.
Dermed fratræder Kjeld Zacho Jørgensen som bestyrelsesformand.
Jens Wittrup Willumsen er ny bestyrelsesformand.
Anni Thøgersen, Anette Grønkjær Lings og Kristoffer Plenge-Brandt er også valgt ind i bestyrelsen.
Jens Wittrup Willumsen har erfaring indenfor luftfart. Han var formand for Air Greenlands bestyrelse i perioden 2011 til 2016. Og han er nuværende viceformand for Billund Lufthavns bestyrelse.
I Greenland Airports har den danske stat også to medlemmer af bestyrelsen. De fortsætter uændret. Det er Merete Eldrup og Marlene Haugaard.
Uacceptable gener i driften
Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), holder tale. Han siger, at han har haft store overvejelser om beslutningen om at udskifte bestyrelsen.
Men at det er uacceptabelt, at Greenland Airports har haft unødige gener i driften.
- Det er vigtigt, at Qaqortoq og Ilulissat ikke oplever samme udfordringer, siger Jens-Frederik Nielsen.
Næste år skal nye lufthavne åbne i de to byer.
Formanden understreger, at det er den grønlandske befolkning, selskaberne er blevet stiftet for.
Han påpeger også, at samtlige chefer skal bo i Grønland.
Bedre end i Nuuk
Den nye bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen holder efterfølgende tale.
Han bemærker, at åbningen af lufthavnen i Nuuk har påvirket hele samfundet. Og at lufthavnen stadig er præget af udfordringer.
- Idriftsættelsen i Ilulissat og Qaqortoq skal være langt bedre end i Nuuk, siger han.
Generalforsamlingen finder sted, efter der har været
omfattende kritik af Greenland Airports i forbindelse med driften af den nye
lufthavn i Nuuk.
Mange og tilbagevendende problemer hos Greenland
Airports fik tidligere Jens-Frederik Nielsen til at varsle konsekvenser for
selskabets bestyrelse.
Det er nemlig Naalakkersuisut, der udpeget bestyrelsen for
det selvstyreejede selskab.
Punkterne på dagens generalforsamling er ”valg af
bestyrelse” og ”eventuelt.”