Musk på tilbagetog: Fortryder opslag om Trump
Elon Musk har blandt andet hævdet, at præsident Trump er omfattet af dokumenter fra Epstein-sagen.
Elon Musk var en stor strategisk og økonomisk støtte for Donald Trump under præsidentvalgkampen og fortsatte i en central rolle i administrationens Departement for Regeringseffektivitet. (Arkivfoto)
Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix
Techmilliardæren Elon Musk fortryder flere af de kritiske opslag om præsident Donald Trump, som han offentliggjorde i sidste uge.
Det skriver Musk på det sociale medie X.
- Jeg fortryder nogle af mine opslag om præsident Donald Trump i sidste uge. De gik for langt, skriver Musk.
Elon Musk stod indtil for nylig i spidsen for Trump-administrationens Departement for Regeringseffektivitet (Doge) og støttede Trump både økonomisk og strategisk i præsidentvalgkampen sidste efterår.
Men efter at Musk forlod Doge, fremsatte han en række kritikpunkter og anklager rettet mod Trump på X.
Blandt andet påstod han i sidste uge, at Trump indgår i dokumenterne i Epstein-sagen - dog uden at fremlægge beviser for påstanden.
Sagen har sit navn efter Jeffrey Epstein, der i 2019 blev anholdt og varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige.
To dage efter at opslaget med den alvorlige anklage blev offentliggjort, var det blevet slettet på X.
Ud over at sætte Trump i forbindelse med Epstein-sagen har Musk kritiseret Trumps lovpakke "One Big Beautiful Bill Act", der blev stemt igennem Repræsentanternes Hus i slutningen af maj.
Han har kaldt loven for "skandaløs" og "en afskyelig vederstyggelighed", blandt andet fordi den ifølge Musk vil resultere i et stort budgetunderskud.
- Skam jer, jer der stemte for den, skrev Musk på X efter afstemningen i Repræsentanternes Hus.
Lovpakken, som blandt andet forlænger skattelettelser fra Trumps første præsidentperiode, skal stemmes igennem i Senatet, Kongressens andet kammer, før den kan vedtages.
Elon Musk har desuden skrevet, at Trump bør stilles for en rigsret, at han bør erstattes af vicepræsident JD Vance, og at Trumps toldpolitik fører til recession i USA.
Det fremgår ikke, hvilke opslag som ifølge Elon Musk var over stregen.
I et interview med NBC News sagde Trump lørdag, at han ikke har noget ønske om at reparere sit forhold til Musk, og at han tror, forholdet til Musk er slut.
/ritzau/