Mette Frederiksen om erstatning i spiralsagen: Jeg har intet nyt at meddele 

Ifølge den danske statsminister pågår der stadig forhandlinger mellem Naalakkersuisut og Regeringen om eventuel erstatning til berørte i spiralsagen.

I forlængelse af tirsdagens udmelding om investeringer i kritisk infrastruktur i Grønland, sagde den danske statsminister Mette Frederiksen, at hun ikke havde nyt at meddele i forhold til eventuel erstatning til de berørte kvinder i spiralsagen.
Offentliggjort

Kvinderne i spiralsagen har fået en undskyldning fra den danske stat og Naalakkersuisut. Det skal markeres i Katuaq i Nuuk 24. september med deltagelse af statsminister Mette Frederiksen. 

Men ifølge blandt andet Naleraq, så er en undskyldning ikke nok. Der skal handling til i form af en erstatning på mindst 300.000 kroner. 

Adspurgt om Mette Frederiksen er kommet længere i forhandlingerne med Naalakkersuisut om en eventuel erstatning, lyder svaret:  

– For det første er jeg glad for, at vi har fået sat udredningen i gang. Jeg har modtaget den. Jeg har læst den. Vi har givet en undskyldning sammen. Det synes jeg er godt, for der er sket meget, mens Danmark har haft ansvaret, men det ser også ud til at der er sket noget, efter at det er blevet et hjemtaget område. Størstedelen er selvfølgelig sket inden da.

- Men jeg synes ikke desto mindre, at det er godt, at undskyldningen er givet sammen. I den forbindelse sagde vi også, at vi indleder forhandlinger og drøftelser om de næste skridt, og de samtaler pågår stadig, siger statsminister Mette Frederiksen tirsdag i forlængelse af, at hun har indgået en rammeaftale med Naalakkersuisut om investeringer i kritisk infrastruktur. 

Powered by Labrador CMS