Medier: Usammenhængende Trump-tale er godt nyt for Demokraterne
"Usammenhængende og bizar" tale er bevis på, at intet kan ændre Donald Trump, lyder det i klumme.
David Axelrod, der var rådgiver for præsident Barack Obama, siger på CNN, at Trumps tale er godt nyt for Demokraterne.
Spencer Platt/Ritzau Scanpix
Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump begyndte torsdag sin tale på partiets konvent med et dybt personligt og fængende vidnesbyrd om lørdagens attentat.
Men selv om beretningen var enhver tidligere præsidentkandidat værdig, kan selv ikke et forsøg på at slå Trump ihjel ændre på, hvem han er.
Sådan lyder det i en klumme i mediet Politico.
- Flere republikanere har hævdet, at attentatet har ændret Trump. Trumps valgkampagne lovede et konvent, der ville opfordre til sammenhold. Trump sagde selv, at han lavede sin oprindelige tale om, og at han slet ikke ville nævne sin modstander, præsident Joe Biden, lyder det.
- Intet af det var sandt. Trump kan ikke lade være.
Talen kaldes i Politico for "usammenhængende og bizar" og et bevis på, at attentatet på ingen måde har skabt refleksion hos Trump.
En skribent fra The New York Times bider også mærke i, at Trump hurtigt droppede al snak om sammenhold.
- Vi så i dag 2020-versionen af Trump, der vrøvlede, skvaldrede og talte mere om sig selv end om vælgerne, lyder det.
- Den version af Trump tabte for fire år siden. Efter torsdag aften sad jeg med følelsen af, at uanset hvem Demokraterne stiller op med, så kan de slå ham.
Efter talen advares de amerikanske vælgere mod Trump i en udtalelse fra formanden for Demokraternes Nationale Komité (DNC), Jaime Harrison.
- Donald Trump minder amerikanerne om, hvorfor de fravalgte ham for fire år siden - fordi han er ligeglad med arbejderklassen. Han er kun glad for sig selv, lyder det ifølge mediet The Guardian.
David Axelrod, der var rådgiver for præsident Barack Obama, siger på CNN, at Trumps tale er godt nyt for de kriseramte modstandere i Det Demokratiske Parti.
- Det her er det bedste, der er sket for Demokraterne, i de seneste tre uger, lyder det.
/ritzau/