Mand idømt 1 år og 9 måneder for voldtægt, vold og hashsalg

En mand på 58 år er idømt samlet et år ni måneder for blandt andet voldtægt, vold, overtrædelse af våbenloven samt flere overtrædelser af lov om stoffer. Han har anket dommen til Landsretten.

En mand på 58 år er idømt 1 år og 9 måneder for flere forhold.

 

En 58-årig mand er af Sermersooq Kredsret idømt samlet et år og ni måneders anstaltsanbringelse for flere forhold, hvor nogle af sagerne er sket for over ti år siden.

Manden er blandt andet dømt for vold, voldtægt, overtrædelse af våbenloven samt flere forhold for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Nogle af sagerne går tilbage til 2010, hvor den nu dømte 58-årige mand skulle have overdraget 70.300 kroner til en anden person, hvor pengene menes at stamme fra salg af hash. Han er ad flere omgange blevet tiltalt for besiddelse af hash.

- Grønlands Politi er overordnet tilfreds med, at den tiltalte blev fundet skyldig i størstedelen af forholdene, oplyser politiet.

Tiltalt for 13 forhold

Manden er tiltalt for i alt 13 forhold, og er fundet skyldig i otte af dem. Sagen er blevet behandlet i Sermersooq Kredsret i dagene 19.-21. marts sidste uge.

- Derudver fik tiltalte konfiskeret et våben, 502 gram hash og 70.300 kroner. Han er blevet dømt til anstaltsanbringelse i 1 år og 9 måneder som påstået af anklagemyndigheden, lyder det.

Han er endvidere dømt til at betale tortgodtgørelse på 100.000 kroner til sit voldtægtsoffer.

Tiltale har anket sagen til landsretten til frifindelse i alle forhold, mens anklagemyndigheden modankede til skærpelse af dommen, oplyser Grønlands Politi.

Powered by Labrador CMS