Makka vil bare have sit eget

- Min yngste er lige fyldt 13 år og har et stærkt ønske om at bo med mig. Jeg har ikke selv valgt, at jeg ikke skal arbejde. Hvorfor får jeg ingen hjælp? 

Sådan spørger en rørt Makka Lynge Kleist. 

Hendes liv kørte på skinner med en mand, børn, uddannelse og arbejde, da hun kom ud for en ulykke. Hun var gravid i 2008, da hun blev påkørt af en bil i Nuuk og fik uoprettelige skader på krop og ryg, så hun den dag i dag lever i smerter. 

Makka Lynge Kleist, 45, var dengang godt i gang med en uddannelse som kontorelev og havde et arbejde i en butik i Nuuk. Alt det måtte hun opgive, og to år efter ulykken – og flere arbejdsprøvninger – blev det besluttet mellem kommune og sundhedsvæsen, at hun skulle på førtidspension. 

- Det er stadig svært for mig, at acceptere, siger mor til fem, Makka Lynge Kleist med tårer i øjnene. 

- Jeg har ellers altid klaret mig selv, fastslår hun. 

- Nu hvor jeg har brug for hjælp, er der ingen at hente, siger hun. 

I 2019 smuldrede kernefamilien, men hun bibeholdt et godt forhold til sin eksmand og far til sit yngste barn. Men det betød også, at Makka Lynge Kleist blev hjemløs. Først prøvede hun at bo under samme tag som eksmanden, men det var for hårdt og hun flyttede ud. 

Med to mindreårige børn, begge med behov og ønske, om at bo hos deres mor, har hun forsøgt at få hjælp til en socialbolig gennem Kommuneqarfik Sermersooq i fem år, uden held. Hun har taget kontakt til forskellige instanser og myndigheder, men endnu er hun hjemløs. Hun har i fem år hoppet fra værelse til værelse, lejlighed til lejlighed.

 Hårde følelser 

I 2020 spurgte hendes sagsbehandler i Kommuneqarfik Sermersooq, om der ikke var nogle, hun kunne flytte ind hos. Hun har forældre i Sisimiut og nævnte dem.

Sammen – ifølge Makka Lynge Kleist – blev hun og sagsbehandleren enige om, at hun skulle tage til Sisimiut, til hun kunne få en lejlighed i Nuuk, hvor børnene var.

 Der var simpelthen ingen lejlighed til hende, på trods af hjælp og med papir fra Rigsombuddet, om at hun som mor til små børn på førtidspension, skulle prioriteres af kommunen. 

Hun forstår ikke, at hun her fem år efter, stadig kæmper med Kommuneqarfik Sermersooq for at få hjælp til en lejlighed, hun kan betale med sin førtidspension.

 - Jeg føler mig som intet. Jeg ved ikke, hvilken vej jeg skal tage. Ingen vil hjælpe mig. Kommunen skulle være stedet til at få hjælp, når man ikke kan arbejde. Jeg føler mig forsømt af kommunen. Jeg mister til tider lysten til at leve. Jeg føler mig uduelig og ubrugelig, men jeg kæmper videre for mine børn. 

- Jeg lider af angst og depression og der er mange hele nætter, jeg ikke sover, fordi jeg er så bekymret, siger hun. Da Makka Lynge Kleist flyttede i 2020, efterlod hun sine børn hos deres far. Hvilket hun ikke var bekymret for, han er en god far, men de to yngste var stadig små og morsyge og skulle pludselig undvære hende, da hun flyttede til Sisimiut. Derudover var det ikke ideelt, at flytte ind til forældrene igen som voksen. 

- Jeg pendlede mellem Sisimiut og Nuuk på min førtidspensionsløn, der dengang var på 7000 kroner om måneden, fortæller hun.

Ved siden af billet, skulle hun selvfølgelig også betale sig til et tag over hovedet i Nuuk. Det kunne meget nemt sluge en månedsløn. Men hun ville se sine børn, så hun trawlede altid Facebook igennem efter et sted at være. 

Det lykkedes hende ellers for en kort periode, at få en lejlighed i Sisimiut, men fejl betød, at hun måtte opgive den, da den var meget dyrere, end hendes førtidspension.

I 2021 tog hun dog konsekvensen af den dyre pendling og flyttede tilbage til Nuuk. Men der har endnu ikke været nogle boligtilbud til hende fra kommunen.

Modløshed 

Den voldsomme omvæltning fra selvkørende til afhængig af hjælp, betød at Makka Lynge Kleist fandt ro i alkohol. Hun havde ikke drukket i fem år, og de tre ældste er vokset op i et forholdsvist trygt hjem, men de yngste delvist er vokset op med Makka som alkoholisk mor uden et hjem. Og det har sat et negativt præg på den næstyngste, siger hun og begynder at græde. 

- Nu er hun myndig og det er for sent, men jeg håber, jeg kan nå at gøre det godt for den yngste, siger hun.

- Jeg har været alkoholfri i 14 måneder nu, siger hun og tilføjer, at hun har fået den yngste til sig i det værelse, som hun lejer af en ven. 

- Min yngste græd hver dag og ville være hos mig, så hendes far og jeg blev enige om, at hun måtte være hos mig, selvom jeg ikke har fast bolig endnu, siger hun. 

- Jeg henvender mig ellers hele tiden til kommunen, men det skaber et problem, at jeg har haft adresse i Sisimiut. Det forstår jeg ikke. De kan jo se, at jeg har henvendt mig siden 2019 for hjælp, siger hun modløst. 

Hun har også været på kommunen med sin misbrugsbehandler, der lagde et godt ord ind for hende, men heller ikke det, har givet hende adgang til en bolig fra kommunen. 

Kommuneqarfik Sermersooq nåede ikke at svare, inden avisens deadline, men er nu gået i gang med at undersøge sagen, oplyser kommunen til AG.