Løkke taler ikke om Grønland med amerikansk udenrigsminister

To topministre er rejst til USA for at søge at påvirke amerikanske beslutningstagere - herunder Marco Rubio.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skal mandag mødes med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio.
Offentliggjort

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skal mandag mødes med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio.

Det fremgår af den amerikanske udenrigsministers kalender og bekræftes af den danske udenrigsminister. USA ønsker at overtage Grønland, hvilket afvises kraftigt, men det er ikke et tema under mødet.

- Det ville kræve, at vi havde forberedt os på begge sider om at tale om Grønland. Det ville også kræve, at jeg havde haft min grønlandske kollega med, siger Lars Løkke Rasmussen ifølge DR og TV 2.

Mødet med Marco Rubio har ikke været planlagt, da det var forventningen, at Marco Rubio ikke var i Washington D.C. under Løkkes og forsvarsminister Troels Lund Poulsens (V) besøg.

Blandt andet derfor er der ikke blevet lavet forberedelser i forhold til at tale om om Grønland ifølge Lars Løkke Rasmussen. Der er dog andre ting at tale om.

- Der er mange andre ting end Grønland, der ligger os på sinde, og som det er vigtigt, at vi taler med amerikanerne om, siger Løkke.

Den danske udenrigsminister nævner toldkrigen med USA, samt Ukraine og Israels angreb i Gaza. Danmark har netop overtaget formandskabet i EU, som varer et halvt år.

Mødet mellem Løkke og Rubio er lukket for pressen og vil foregå i det amerikanske udenrigsministerium.

Løkke er rejst til USA sammen med Troels Lund Poulsen for at forsøge at påvirke amerikanske beslutningstagere.

Under et igangværende besøg i Washington D.C. i USA skal udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) blandt andet mødes med folk fra Maga-bevægelsen (Make America Great Again, red.).

Maga-bevægelsen er en gruppe af USA's præsident Donald Trumps mest loyale støtter.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen handler mødet om at blive klogere på bevægelsen, og hvordan meningsdannelsen foregår.

Besøget varer frem til tirsdag.

Under besøget skal de to danske ministre blandt andet mødes med centrale amerikanske beslutningstagere, meningsdannere og forsvarsindustrien.

Hidtil har det heddet, at ingen af de to ministre skal mødes med deres amerikanske ministerkolleger.

Powered by Labrador CMS