Lagarde: Trump-indblanding i Fed vil være en trussel mod verdensøkonomien
Hvis Trump fjerner chef eller bestyrelsesmedlem i Fed, vil det udgøre en fare for økonomien, siger ECB-chef.
Christine Lagarde kalder det en alvorlig trussel mod verdensøkonomien, hvis Donald Trump blander sig i USA's centralbanks politik.
Foto: Jim Urquhart/Reuters/Ritzau Scanpix
Det vil være en "meget alvorlig" trussel mod både den amerikanske økonomi og verdensøkonomien, hvis præsident Donald Trump blander sig i USA's centralbanks politik.
Det siger formanden for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, i et interview med den franske radiostation Radio Classique, skriver Reuters.
- Hvis amerikansk pengepolitik ikke længere er uafhængig og i stedet er afhængig af dikteringer fra den eller den person, tror jeg, at effekten på balancen i den amerikanske økonomi kunne, som et resultat af de effekter det vil have verden over, være meget bekymrende, fordi det er den største økonomi i verden, siger hun.
Donald Trump har gentagne gange kritiseret chefen for den amerikanske centralbank (Fed), Jerome Powell, for ikke at sænke renten.
Trump har blandt andet sagt, at han ønsker Powell udskiftet.
Den amerikanske centralbank har ikke sænket renten siden december 2024.
Desuden har Trump forsøgt at fyre Lisa Cook, der er bestyrelsesmedlem i Fed.
Trump hævder, at der er begrundet mistanke om, at Lisa Cook har afgivet falske oplysninger på en eller flere aftaler om realkreditlån.
Ifølge Trump skal Cook have angivet, at hun har to primære boliger - en i Michigan og en i Georgia.
Lisa Cook har afvist at have gjort noget forkert og har derfor sagsøgt Trump for hans forsøg på at fyre hende.
Fredag var sagen for en dommer i Washington D.C. Her bad dommeren Cooks advokater om at indsende en skriftlig redegørelse tirsdag med mere detaljeret forklaring på, hvorfor fyringen af Cook er ulovlig.
Lisa Cook og hendes advokater mener, at præsidenten vil fjerne hende på grund af hendes pengepolitiske holdninger.
/ritzau/