Konsulentfirma hyrer tidligere RAL-direktør

Verner Hammeken oplyser på Facebook, at han er blevet rådgiver i Nutaaq Seafood. Virksomheden er konsulenter inden for eksport af fisk.

Verner Hammekend er blevet en del af Nutaaq Seafood for at bidrage med sin erfaring inden for søfragt, fortæller Mads Petersen. Mads Petersen har senest hjulpet til med at fragte 1600 kg levende snekrapper til auktion i Danmark.
Offentliggjort

Den tidligere direktør i Royal Arctic Line, Verner Hammeken, er blevet rådgiver i virksomheden Nutaaq Seafood Aps, som er under stiftelse.

Det oplyser Verner Hammeken på Facebook:

- Fiskeren først. Mest værdi til Grønland for fisk og skaldyr. Det er godt for vore fiskere og hele samfundet, skriver Verner Hammenken og fortsætter:

- Det er også godt for kunderne uanset hvor i verden de er. Det giver så god mening for mig . Nutaaq Seafood (under etablering) handler om lige præcis det. 

Skal bidrage med shipping erfaring

Nutaaq Seafood er under opstart og drives af Mads Petersen. Han fortæller til Sermitsiaqs netavis, at Verner Hammeken vil bidrage til virksomheden med sin mangeårige erfaring og sit store netværk indenfor shipping.

Nutaaq Seafood arbejder nemlig med at hjælpe fiskere til at eksportere, og Mads Petersen har senest bistået i forbindelse med eksport af 1.600 kilo levende snekrabber, der er blevet fløjet med Air Greenland til auktion i Danmark.

- Vi har hjulpet rederier med at afprøve aktionsmodellen, og vi har flere ting på bedding, hvor vi blandt andet også kigger på stenbiderrogn. Der er flere fisk, der fanges i Grønland, og som egner sig til eksport i fersk tilstand, siger Mads Petersen, der som Hammeken har en fortid inden for logistik, da han blandt andet har arbejdet 12 år i Mittarfeqarfiit og senere i Mærsk.

Udover fersk fisk vil Nutaaq Seafood også hjælpe med eksport af frostvarer, og her kan Verner Hammeken komme i spil med sin erfaring inden for søfragt.

Vil hjælpe fiskere til alternativ 

Ambitionen hos Mads Petersen og Nutaaq Seafood er at hjælpe fiskere til selv at være i stand til at eksportere og på den vis forhåbentlig få en højere pris for deres varer:

- Når vi optimerer processer og finder den rigtige emballage, så gavner det fiskeren direkte.

- Når vi finder købere, så er det fordi, vi vil hjælpe fiskeren med få den størst mulige værdi. Det er det, vores hjerte slår for, lyder det fra Mads Petersen.

Han fortæller videre, at Nutaaq Seafood også har rettet henvendelse til levnedsmiddelskolen Inuili med et ønske om, at flere fiskere får kursus og deraf følgende certificering, som kan sikre fiskerne en eksporttilladelse af fødevaremyndighederne:

- Der er mange fiskere, der vil den vej, og det er essentielt, at fiskeren er bevidst om, hvordan eksportvaren skal behandles lige fra den fanges, siger Mads Petersen.

Powered by Labrador CMS