Kongeriget Danmark overtager formandskabet for Arktisk Råd

Kongeriget Danmark med Grønland i spidsen vil de næste to år have formandskabet for Arktisk Råd.

Den norske udenrigsminister Espen Barth Eide overrækker formandskabshammeren for Arktisk Råd til naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.
Offentliggjort

I Tromsø overtager Kongeriget Danmark nu formandskabet for Arktisk Råd.

De næste to år vil kongeriget med Grønland i spidsen have ansvaret for at lede arbejdet i Arktisk Råd og finde løsninger på de fælles udfordringer, som landene og befolkningerne i Arktisk oplever på tværs af regionen.

Det er naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, Vivian Motzfeldt (S), som officielt får overdraget formandskabet fra Norges udenrigsminister Espen Barth Eide.

På et pressemøde i Tromsø gennemgår Espen Barth Eide de ting, Norge har gennemført i deres tid som formand for Arktisk Råd.

- Jeg føler mig overbevist om, at den nye formand vil levere en stabil ledelse, siger han.

Herefter overrækker han formandskabshammeren til Vivian Motzfeldt. 

-  Vi er klar og begejstrede for at påtage os arbejdet i de næste to år, siger hun efter modtagelsen af formandskabshammeren. 

Oprindelige folk skal inddrages

Hun fortsætter med at sige, at kongeriget skal sørge for at inddrage arktiske oprindelige folk i arbejdet. 

- Vores folk skal inddrages meningsfuldt i, hvordan bæredygtig udvikling bliver implementeret. 

Herefter redegør hun for kongerigets arbejdsprogram for formandskabet. Der er fem temaer: Oprindelige folk og samfund i Arktis, bæredygtig økonomisk udvikling og energiomstilling, havet, klimaforandringer i Arktis og biodiversitet. 

- Kongeriget Danmark ser frem til at samarbejde med alle arktiske stater og permanente deltagere, siger Vivian Motzfeldt. 

Samarbejdet med USA og Rusland 

Flere af de tilstedeværende medier spørger de to ministre ind til deres lukkede møde inden pressemødet, hvor både USA og Rusland var til stede. Af forskellige årsager er forholdet til de to lande til tider anstrengte. 

Vivian Motzfeldt bliver spurgt ind til, hvordan samarbejdet mellem de otte medlemslande skal fungere i disse usikre tider. 

- Vores ønske er, at vi kan udvise samme stærke lederskab som Norge og bygge videre på det, så vi kan åbne mere og mere op – men man ved jo aldrig, hvad der sker, siger hun.

Et andet spørgsmål lyder på, hvordan det har været at forhandle med USA, som flere gange har givet udtryk for at ville overtage kontrollen over Grønland. 

- Jeg tror, vi har været meget tydelige om vores holdning, at vi ikke vil være danskere, men vi vil heller ikke være amerikanere, siger Vivian Motzfeldt. 

Hun understreger dog, at det er nødvendigt at have et godt forhold til USA, da det i sidste ende handler om sikkerhed. 

Til sidst bliver der spurgt ind til, hvad USA og Ruslands bidrag var til den nye erklæring, som de otte lande har underskrevet i dag.

- Mødet var et lukket møde, men det var et godt møde, og det, som de forskellige lande ønsker at dele, står i erklæringen, svarer  Espen Barth Eide. 

Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 udfordrer arbejdet i Arktisk Råd. På nuværende tidspunkt afholdes der ikke formelle møder på diplomatisk niveau eller på politisk niveau, hvorimod de tekniske arbejdsgrupper i Rådet har mulighed for at mødes virtuelt og fortsætte deres vigtige arbejde.

Powered by Labrador CMS