BLEV INDSTILLET TIL LUKNING EFTER TILSYN
Kommune genåbner børnehjem
Kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik har truffet beslutning om at døgninstitutionen Puilasoq i Qasigiannguit genåbnes.
- Så længe der er brug for nødløsninger i form af anbringelsessteder, vil genåbning af en døgninstitution i vores kommune medføre store økonomiske besparelser, i forhold til i dag, hvor vi betaler mange penge til både offentlige og private døgninstitutioner udenfor vores kommune, siger borgmester Simigaq Heilmann om genåbningen af børnehjemmet.
Foto: Kommune Qeqertalik
Fra nytår genåbner institutionen Puilasoq i Qasigiannguit. Det har en enig kommunalbestyrelse besluttet, oplyser borgmester i kommunen, Simigaq Heilmann i en pressemeddelelse.
Borgmesteren glæder sig over beslutningen men understreger, at kommunen fortsat vil arbejde på at hjemgive børn til deres forældre, hvor det kan lade sig gøre:
- Det er fortsat vores ambition, at børn, som kan hjemgives, skal kunne vende tilbage til deres forældre, samt at vi ønsker at skaffe flere plejefamilier. Det ligger meget os på sinde, at børn helst skal have deres opvækst hos en familie i trygge rammer.
Ifølge borgmesteren vil genåbningen også betyde besparelser:
- Så længe, der er brug for nødløsninger i form af anbringelsessteder, vil genåbning af en døgninstitution i vores kommune medføre store økonomiske besparelser, i forhold til i dag, hvor vi betaler mange penge til både offentlige og private døgninstitutioner udenfor vores kommune, udtaler borgmesteren om beslutningen.
Blev lukket efter tilsyn
I sagsfremstillingen vedrørende beslutningen om genåbning, skriver kommunens forvaltning, at institutionen blev lukket i 2024, fordi kommunens eget tilsyn efter et uanmeldt tilsynsbesøg vurderede, at personalet ikke kunne opfylde børnenes behov.
Forvaltningen gør dog også opmærksom på, at et tilsyn fra Selvstyret nåede frem til modsatte konklusion i 2022, men Selvstyrets tilsyn kom dog også med en række anbefalinger til ændringer.
Det er hensigten, at Puilasoq efter genåbningen skal være for børn i alderen 0-17 år, og institutionen skal medvirke til, at der kommer ro omkring barnet eller den unge og skabe trygge og hjemlige forhold. Der vil blive plads til 8 børn.
Qeqertalik kommune har i dag 35 børn anbragt på andre døgninstitutioner på kysten og 3 på venteliste. Nogle af disse kan muligvis hjemtages til Puilasoq. Det kan ifølge forvaltningen spare kommunen for mellem 1 og 1,5 mio. kr. om året. En eventuel omplacering kræver en høring af barnet.