Jens-Frederik: Kan chefer i det offentlige være politikere?
    Kan en offentligt ansat leder samtidig være lands- eller kommunalpolitiker? Det spørgsmål rejser Demokraatits formand Jens-Frederik Nielsen over for Naalakkersuisut forud for det kommende valgår.
    
    
        Jens Frederik Nielsen
        Foto: Leiff Josefsen
    
        
 
                        
                        
                        
                        
                        
    
    
    Jens-Frederik Nielsen mener, at reglerne om borgerligt ombud for så vidt er ganske klare, når det gælder almindelige lønmodtagere. 
- Men hvilke rettigheder har man, såfremt man besidder en lederstilling (i det offentlige, red.)? Det synes jeg er uklart, lyder begrundelsen fra Demokraatits formand i et paragraf 37 spørgsmål.
Konsekvenser
Han mener, at det er vigtigt forud for de to kommende valg til landstinget og kommunalbestyrelserne, at spørgsmålet bliver belyst, så “borgere med politiske ambitioner kan tilegne sig kendskab til, hvad et eventuelt kandidatur vil have af konsekvenser for deres civile arbejde”.
Ud over en præcisering af reglerne om borgerligt ombud ønsker Jens-Frederik Nielsen også at få kendskab til, om der igennem de seneste ti år har været aktive politikere, “der har oplevet ansættelsesmæssige konsekvenser som følge af deres politiske erhverv”.