Jeg var en minoritet i familien

I perioden fra 1950-79 blev mere end 200 børn bortadopteret fra Grønland til Danmark. Dertil kommer en ukendt antal bortadoptioner uden om det officielle system. Flere af de bortadopterede er gået sammen med advokat Mads Pramming fra Ehmer Pramming Advokater om at stævne den danske stat, hvilket symbolsk er planlagt til at ske på Nationaldagen den 21. juni. Med stævningen følger formentlig et krav om økonomisk godtgørelse.

Bortadopteret som 3-årig

Kâlànguak Absalonsen er et af de børn, der i 1975 kom til Danmark fra Sisimiut med en dansk familie.

I Danmark fik hun navnet Karen, et nyt sprog og en ny kultur. Alt det fortæller hun om i bogen ”Lille”, som hun skrev under corona-epidemien i 2020. Samme år som hun valgte at ophæve sin adoption, og ændre sit navn tilbage til det oprindelige; Kâlànguak.

Teenager i Danmark

Aktuelt er Kâlànguak Absalonsen i gang med en opfølger til ”Lille”, der har fået titlen ”K”, og som handler om hendes 14. år.

– Jeg blev set som et dansk barn, der var på lige fod med de andre børn i klassen. Det, selvom jeg havde en anden baggrund og etnicitet. Det blev forventet af mig, at jeg skulle præstere godt i skolen, men jeg havde indlæringsvanskeligheder og var et meget sanseligt barn, og havde grundlæggende svært ved den klassiske undervisning.

– Hjemme blev jeg ikke forstået. Jeg lignede ikke familiens andre børn, og min adoptivmor var ikke tilfreds med, hvordan jeg udviklede mig det år fysisk og psykisk. Da jeg ikke var god i skolen, havde min adoptivmor fokus på, at jeg skulle lære at være huslig, så jeg kunne blive godt gift. Og jeg havde så mange pligter, at jeg på mange måder var en hushjælp i eget hjem.

– Socialt var jeg ikke god til at danne relationer. Jeg forstod ikke spillereglerne, og var hele tiden bagud og følte mig forkert. Og da alkoholen så kom ind i en tidlig alder, fandt jeg en udgang, der betød, at jeg med den kunne italesætte noget af det usagte, fortæller Kâlànguak Absalonsen, der med fortsættelsen af ”Lille” nu gerne vil give den unge pige en stemme.

Problematisk adoptionsordning

Kâlànguak Absalonsen følte, at hun var en minoritet i sin egen familie. Helt afskåret fra sin etnicitet.

– Jeg vil med bogen gerne fortælle om de tanker og følelser, jeg havde i den tid. Og så håber jeg at bogen og stævningen sætter fokus på, at de grønlandske adoptioner var dybt problematiske. I modsætning til de transatlantiske adoptioner, hvor forældrene var igennem en godkendelsesproces, så var der ingen, der tjekkede adoptivforældrene til de grønlandske børn. De tog bare børnene med til Danmark.

– Man brugte den grønlandske plejeordning som udgangspunkt for en adoptionsordning, men i modsætning til plejeordningen, så havde de biologiske forældre ingen ret til at se deres børn igen. Man fratog på den måde de biologiske forældre og barnet retten til familieliv, og derudover svigtede man børnene dobbelt ved ikke at tjekke adoptivforældrene, der i mange tilfælde slet ikke havde evnerne.

Rejsen til Norge

Kâlànguak Absalonsen faldt ikke til i Danmark.

– Jeg blev aldrig set som det barn, jeg var. Jeg var aldrig god nok. Alt det oprindelige skulle pilles ud af mig, og jeg skulle være en anden. Den følelse har fulgt mig hele livet, og haft kæmpe konsekvenser for mig. Jeg har altid haft svært ved at skabe relationer, fordi jeg grundlæggende ikke er tryg ved andre mennesker.

Som 17-årig blev Kâlànguak Absalonsen sendt til Norge, og det udgjorde et vendepunkt i hendes liv, for her mødte hun en familie, der så hende, som den hun var.

– Nogen holdt hånden over mig i den tid, og sørgede for at jeg kom til en god familie i Oslo, som fik mig væk fra alkohol og som så mig, som den jeg var. Jeg kunne skabe en ny version af Karen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg var blevet i Danmark.

Kâlànguak Absalonsens bog ”K” forventes at udkomme i slutningen af året på eget forlag.