Israelsk minister: Greta Thunberg og co. skal se video fra Hamas-angreb
Forsvarsminister ønsker, at aktivister på nødhjælpsbåd skal se blodig video, når de går i land i Israel.
Båden "Madleen" har ændret kurs og er nu på vej mod israelsk havn i stedet for Gazastriben. (Arkivfoto)
Foto: Danilo Arnone/Reuters/Ritzau Scanpix
Aktivisterne på båden "Madleen" skal se en video af den militante Hamas-bevægelses angreb på Israel fra 7. oktober 2023, når de ankommer til Israel.
Det siger Israels forsvarsminister, Israel Katz, ifølge The Guardian.
Israelske flådestyrker gik natten til mandag om bord på båden, da den havde kurs mod Gazastriben. Nu sejler båden i stedet mod havnen i den israelske by Ashdod.
Forsvarsministeren har beordret den israelske hær til at vise aktivisterne "videoen af rædslerne fra massakren 7. oktober".
Det er organisationen Freedom Flotilla Coalition, som står bag nødhjælpsbåden.
Formålet med turen til Gazastriben er at gøre opmærksom på den humanitære krise i området. Med sig om bord har aktivisterne en mængde nødhjælp, herunder ris og modermælkserstatning, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg samt et fransk medlem af Europa-Parlamentet er blandt aktivisterne om bord.
Israels forsvarsminister ønsker, at Greta Thunberg samt de øvrige aktivister på båden skal "se præcis, hvem den Hamas-terrororganisation, de kom for at støtte og arbejder for, er", skriver The Guardian.
Han ønsker også, at de skal se, "hvilke grusomheder, de (Hamas, red.) har begået mod kvinder, ældre og børn, og hvem det er, Israel kæmper imod for at forsvare sig selv".
Det svenske udenrigsministerium siger ifølge Reuters, at man er i kontakt med de israelske myndigheder i forhold til at hjælpe Greta Thunberg, hvis der bliver behov for det.
Det franske præsidentkontor oplyser ifølge Reuters, at Emmanuel Macron har anmodet de israelske myndigheder om at løslade de franske statsborgere om bord hurtigst muligt.
Omkring 1200 mennesker blev dræbt under Hamas-angrebet på Israel 7. oktober 2023 på Israel. 251 blev taget som gidsler. Flere af gidslerne er fortsat fanget i Gazastriben.
Israel indledte efterfølgende en offensiv i Gazastriben, der ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder har kostet over 54.000 palæstinensere livet. Størstedelen er civile.
/ritzau/