I dag skal retten tage stilling til aktivists fortsatte fængsling

Frankrigs præsident og andre internationale politikere har opfordret Danmark til ikke at udlevere Paul Watson.

Flere steder i verden - her Bruxelles - har folk demonstreret til fordel for aktivisten Paul Watson.
Offentliggjort

Retten i Grønland holder torsdag et retsmøde i en sag, der har tiltrukket sig stor international opmærksomhed, selv om den blot handler om forlængelse af en varetægtsfængsling.

Retten skal nemlig tage stilling til, om miljøaktivist Paul Watson fortsat skal sidde varetægtsfængslet.

73-årige Watson blev anholdt på havnen i Nuuk 21. juli i år af politiet i Grønland, der fik hjælp af danske betjente til anholdelsen.

Den canadiskamerikanske miljøaktivist blev anholdt på baggrund af en international arrestordre fra Japan, der ønsker at retsforfølge Watson for en hændelse i Antarktis i 2010, hvor japanske hvalfangere var i færd med at fange og dræbe hvaler.

Ministerium skal afgøre udlevering

Myndighederne i Japan mener, at miljøaktivisten overfaldt hvalfangerne og hindrede dem i deres foretagende.

Retsmødet i Sermersooq Kredsret torsdag handler om, hvorvidt Watson fortsat skal sidde varetægtsfængslet og altså ikke, om han skal udleveres til Japan.

Det er det danske justitsministerium, der skal tage stilling til, om Watson skal udleveres til retsforfølgelse i Japan.

Udleveringen kommer dog stadig til at være et tema på torsdagens retsmøde ifølge en af Watsons advokater, Jonas Christoffersen.

- Til at starte med vil man sige, at en person skal være tilbageholdt under udleveringssagen, fordi der ellers kan være risiko for, at personen forlader landet, sagde Christoffersen ifølge AFP på et pressemøde mandag.

Watsons forsvarshold har argumenteret for, at han ikke skal udleveres, fordi Japan ifølge dem ikke overholder menneskerettighederne.

Lars Løkke: Svært ikke at udlevere

Siden anholdelsen har internationale stemmer opfordret Danmark til ikke at udlevere miljøaktivisten.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sagde allerede få dage efter anholdelsen, at han var i kontakt med danske myndigheder om Watson, mens han også gjorde det klart, at Danmark ikke bør udlevere ham.

I begyndelsen af august opfordrede 73 internationale politikere fra ti forskellige lande statsminister Mette Frederiksen (S) til at lade Paul Watson blive løsladt.

Det vil dog helt principielt være svært for Danmark ikke at udlevere Watson til Japan, mener udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

- Vi kan ikke have et udgangspunkt, hvor vi begynder at sige, at det ikke er så opportunt at spille efter reglerne her, fordi vi støder en eller anden fra os, sagde han til Politiken i forbindelse med Moderaternes sommergruppemøde mandag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS