Når du handler i supermarkeder i Danmark er der flere varer,
der er blevet markant dyrere de seneste par år.
En bakke økologiske æg koster mellem
30 og 40 kroner. En pose kaffe kan komme helt op og koste en hundredmand, og en
pakke smør koster 20-30 kroner. Også olivenolie, chokolade og kød er blevet
markant dyrere de seneste fem år. Men hvorfor er der nogle varer, der er så
påvirkede af inflationen, og andre, der ’går fri’?
Der er nogle helt konkrete årsager til prisstigningerne på
vores elskede basisvarer, forklarer Henning Otte Hansen, der er forsker og
seniorrådgiver på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns
Universitet.
Blandt årsagerne findes både toldkongen Trump, tørke,
tilbagevendende influenza og en tarvelig pandemi.
Æg og korn
Lad os starte med et produkt, der både bruges til at panere
fiskefilet, bage boller og kager: Ægget.
- Priserne på æg er steget med 300 procent i USA og omkring
30 procent herhjemme. Det skyldes fugleinfluenza, der har ramt mange
æggeproducenter i USA og har gjort, at op til en tredjedel af deres høns har
måttet lade livet, forklarer Henning Otte Hansen, som også er bestyrelsesmedlem
hos SEGES Innovation, der arbejder med bæredygtige løsninger for landbruget.
Der har altså været færre æg til rådighed globalt set, men
samme efterspørgsel, hvilket har fået priserne til at stige. Derudover har et
andet produkt, som høns er afhængige af for at kunne lægge æg, været ramt af
prisstigninger, nemlig korn.
- Ukraine var storeksportører af korn og hvedemel. Men på
grund af Ruslands invasion af landet har de ikke kunnet opretholde eksporten af
korn, fortæller Henning Otte Hansen.
Samtidig har efterspørgslen på korn været højere end
tidligere.
- Vi har spist mere korn, end vi har haft på lager. Det
skyldes, udover krigen i Ukraine, at afgrøderne i Europa har været dårlige på
grund af varmere vejr grundet klimaforandringer, og at befolkningstilvæksten på
kloden stiger. Det giver højere priser, siger fødevareeksperten.
De sparsomme kornlagre og de mange syge høns påvirker
hinanden.
- Når prisen på korn stiger, stiger prisen på æg samtidig,
fordi høns spiser korn. Så det er en dominoeffekt, og det er faktisk den
mekanisme og sammenfaldet i prisstigninger, der kaldes inflation, forklarer
Marcus Asplund, der er professor i økonomi på Copenhagen Business School.
Kaffe, smør og olivenolie
Et andet produkt, der også er skudt i vejret prismæssigt, er
olivenolie, der per liter i skrivende stund koster omkring 95 kroner (på
tilbud!) på Nemlig.com.
- De forhøjede priser skyldes tørke i Spanien, der har
gjort, at mange oliventræer er gået ud, lyder det fra Henning Otte Hansen.
I 2023 og 2024 var flere dele af Spanien ramt af ekstrem
tørke, der også førte til restriktioner på, hvor meget vand, privatpersoner og
landmænd måtte bruge dagligt.
- Varmen påvirker selvfølgelig de her oliventræer, og den
har ødelagt flere dele af olivenproduktionen. Og så står vi med stor
efterspørgsel og færre produkter, og det giver prisstigninger, forklarer Marcus
Asplund fra CBS.
Det samme gælder kaffe, der også er påvirket af
klimaforandringer. Det varme og våde vejr er nemlig skidt for kaffebuskene og
deres udbytte i Sydamerika, hvor den største produktion foregår.
- Klimaet medvirker også til høje priser på smør og mælk,
fordi mange landmænd med malkekøer er usikre på fremtiden. Fremtidige afgifter
på CO2-udledning kan gøre det urentabelt at investere i malkekvæg, forklarer
Henning Otte Hansen fra KU, der også tidligere har været direktør for
Landbrugsraadet.
De høje priser på mejeriprodukter påvirker samtidig prisen
på oksekød. Mange landmænd venter nemlig længere end vanligt med at sende deres
malkekøer til slagtning, fordi efterspørgslen på mælk og smør er høj.
Det gør, at der ikke er lige så meget oksekød i
supermarkedets kølediske, og på den måde stiger prisen yderligere.
Chokoladevirus
Prisstigningerne har også fået ram på et andet og af mange
særligt værdsat produkt: Chokolade. En plade Marabou koster pt 40 kroner hos
discountkæden Rema1000. Den øgede pris skyldes endnu en ærgerlig omstændighed
på kloden, nemlig forekomsten af en såkaldt ’cacao swollen shoot virus
disease’, også kendt som ’chokoladevirus’. Virussen inficerer kakaotræer og er
særlig udbredt i en række afrikanske lande, heriblandt Ghana, Elfenbenskysten
og Malaysia. I Ghana var virussen skyld i, at kakaohøsten i 2024 blev nedsat
med mellem 15 og 50 procent ifølge en amerikansk undersøgelse.
Told og pandemi har ikke gjort det bedre
Udover klimaforandringer, chokoladevirus, fugleinfluenza og
klimapolitik er der to faktorer, som forskerne fremhæver, når det gælder de
dyre madvarer i supermarkedet. Den ene er COVID-19, der hærgede hele verden fra
2020, og som stadig påvirker flere lande i dag.
- Flere skibe, der fragtede fødevarer mellem Kina og USA,
blev holdt tilbage og måtte ikke lægge til ved havnene under pandemien, starter
Henning Otte Hansen.
- På den måde gik den infrastruktur, der var omkring handel
mellem forskellige lande, lidt i kludder, og det har taget lang tid at
reparere. Derfor er der stadig eftervirkninger i form af øgede priser.
Pandemien startede en regulær »prisboble« med forhøjede
priser, lyder det fra Henning Otte Hansen.
- Det har så ikke gjort det bedre, at USA’s præsident Trump
har ændret betingelserne for samhandel mellem verdens lande med sine mange nye
toldsatser, forklarer han.
Trumps toldkrig har for eksempel skabt aflysninger for
containerskibe og ramt danske netbutikker.
Frygt ej
Dog er der håb forude.
- Jeg forventer, at priserne vil falde i løbet af de næste
to års tid. Heldigvis er landmænd rundt omkring ret kreative, og hvis
efterspørgslen stiger på et produkt, kan de hurtigt udvide produktionen i andet
sted, hvor klimaet tillader det, siger Henning Otte Hansen.
Synspunktet deles af Marcus Asplund fra CBS.
- Jeg forventer også priserne vil falde indenfor de næste
par år. Og mens klimaet er en ulempe i nogle lande, er det en fordel i andre –
i hvert fald på kort sigt. Eksempelvis kan man bedre lave vin i Danmark.