Fragtpriser: 111 kroner for en flaske vand

En oplevelse med en flaske grønlandsk kildevand kan måske bane vejen for, at Grønland på sigt bliver tættere forbundet med Amerika.

- Det bør være et mål, at vi skaber en direkte fragtforbindelse mod vest, skriver Vivian Motzfeldt i Udenrigspolitisk Redegørelse.
Offentliggjort

Van(d)vittigt dyrt.

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

Det var en stor øjenåbner, da repræsentationen i Washington sidste år arrangerede en vestnordisk reception i den amerikanske hovedstad. Formålet med sammenkomsten var blandt andet at promovere grønlandske produkter på det enorme marked i USA, der tæller over 300 millioner forbrugere.

Derfor var der flot dækket op på repræsentationen, og Royal Greenland-rejer og snekrabber på menuen. Samt læskende kildevand. Og missionen lykkedes ifølge udenrigsdepartementet. Anretningen vakte glæde og var til stor fornøjelse for de inviterede gæster. Men det var også en kostbar en af slagsen. 

Det kan man læse i den 40 sider lange, udenrigspolitiske redegørelse, som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S) fremlægger i denne uge for Inatsisartut. 

Nye flyforbindelser

Der vil på kortere eller længere sigt blive etableret turismebaserede flyforbindelser mellem Grønland og det østlige Nordamerika, særligt med tanke på New York samt måske også Toronto/Montreal, står der i den udenrigspolitiske redegørelse.

- Selskabet Greenland Water Bank donerede til formålet fem kasser kildevand, et grønlandsk produkt, som blev modtaget med begejstring blandt de 250 deltagere i receptionen. De fem kasser med kildevand blev fremsendt som stykgods fra Nuuk, over Reykjavík med henholdsvis Royal Arctic Line og Eimskip. Prisen på forsendelsen, i alt 75 kg, viste sig dog at blive 11.088 kroner, eller knapt 111 kr./pr. 0,5L flaske, står der i redegørelsen.

Nytænkning

Naalakkersuisut opfatter episoden som endnu et stærkt bevis på, at der skal gøres noget ved »the missing link« - den manglende forbindelse mod vest. 

- Det er en uholdbar fragtpris og et udtryk for, at handel mellem Grønland og Nordamerika er gevaldigt udfordret. Vores handelsforbindelser mod vest er nærmest ikke realistiske, særligt når der er tale om stykgods. Der er derfor et behov for nytænkning, såfremt Grønland ønsker direkte handel mod vest fremgår det af redegørelsen, hvor Naalakkersuisut også formulerer en plan: 

- Det bør være et politisk mål i vort land, at vi skaber en direkte fragtforbindelse mod vest, da det vil være selve grundlaget for handel med Nordamerika. En direkte skibsforbindelse mellem vort land og Nordamerika lader til at være den nødvendige løsning, så det ikke koster 111 kroner at sende en flaske med kildevand fra Nuuk til USA, konkluderes det i redegørelsen.

Powered by Labrador CMS