Fredag åbnede efterårssamlingen i Inatsisartut, og dermed
skulle formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), holde sin første
åbningstale.
I talen kom han vidt omkring. Blandt andet udredningen i spiralsagen,
hvor han slog fast, at en undskyldning ikke er nok. Han snakkede også om en
pensionsreform for de ældre og Grønlands stemme i verdenen.
Nu er det så tid til, at de andre partier kan give deres holdning
til formandens tale til kende. På anden mødedag er der nemlig åbningsdebat, som
begynder nu.
Inden åbningsdebatten meddelte formanden for Inatsisartut,
Kim Kielsen (S), at Juno Berthelsen fra Naleraq vil træde ind i Inatsisartut for Hans
Enoksen, som døde i sidste uge.
Det er første samling siden valget 11. marts, hvorefter fire ud af fem partier i Inatsisartut gik sammen i en koalition bestående af Demokraatit, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Atassut. Kun Naleraq står udenfor som oppositionsparti.
Demokraatit: Skal vi også meldes ind i WTO?
Jørgen Rosbach fra Demokraatit træder først på talerstolen
for at fortælle om partiets holdning til formandens tale.
Han taler blandt andet om Grønlands rolle i omverdenen. Han
nævner, at Færøerne for nyligt har fået grønt lys til at melde sig ind i Verdenshandelsorganisationen
WTO.
Han spørger, om Naalakkersuisut har planer om at melde
Grønland ind i WTO også.
- Fra Demokraatit vil vi gerne teste, hvor meget mere selvbestemmelse
vi kan opnå, siger Jørgen Rosbach.
Han gentager Jens-Frederik Nielsens holdning om, at alle,
der kan arbejde, skal arbejde. I stedet for at folk modtager passiv indkomst.
Desuden vil Demokraatit gerne undersøge, om der skal oprettes en idrætslinje på GUX i Qaqortoq, og at en ungdomsuddannelse i Ilulissat bør være en prioritet.
Tak til sundhedsvæsenet
Demokraatit vil også have et sundhedsvæsen, som er mere nærværende.
- Jeg vil gerne sende et dybfuldt tak til alle i vores sundhedsvæsen, siger Jørgen Rosbach og erkender, det store arbejde de gør dagligt.
- Men det ændrer ikke på, at der er en stort pres på sundhedsvæsenet.
Derfor er det vigtigt, at der bliver gjort en indsats for at holde på dygtige medarbejdere.
Jørgen Rosbach nåede ikke at gennemføre hele sin tale, inden hans tildelte tid var gået. Derfor går de videre til spørgsmål.
Naleraq: Vil I selvstændighed?
Jens Napãtôk fra Naleraq kritiserer Demokraatit for en manglende bygde-politik.
Jørgen Rosbach svarer, at de har fokus på, at turisme skal udvikles i bygderne.
Aki-Matilda Høegh-Dam (N) stiller et spørgsmål fra salen, hvor hun spørger ind i selvstændigheds-debatten, og hvorvidt Demokraatits valgprogram bare var valgflæsk.
- Skal man forstå det sådan, at Demokraatit ikke vil arbejde for at starte forhandlinger om selvstændighed?
Jørgen Rosbach svarer, at Demokraatit selvfølgelig står ved deres valgprogram. Desuden siger han, at det er vigtigt, at Grønland skal forbedre uddannelseområdet, så der kan komme stop på udefrakommende arbejdskraft, så der også bliver flere boliger til grønlændere.
Han vil dog ikke snakke på vegne af Naalakkersuisut og henviser til koalitionsaftalen i forhold til selvstændighedspørgsmålet, da partierne har forskellige holdninger.
I Demokraatits valgprogram står der, at rejsen mod selvstændighed begynder nu.
Siumut: Er det blot valgflæsk?
Erik Jensen fra Siumut stiller spørgsmål til Jørgen Rosbach.
Han spørger også, om Demokraatit står ved, hvad de har lovet.
- Demokraatit siger, at grundloven skal udfordres. Men jeg
vil gerne have vished, om det blot er valgflæsk?
Lars Poulsen fra Siumut spørger, hvorfor Demokraatit mener,
at prisforhøjelser blot kan forklares med udefrakommende faktorer, når KNI
leverer dårlige resultater?
- Det er rigtigt, at der sker ændringer på priserne på grund
af verdenssituationen.
- Brændstofpriserne er også steget, siger Jørgen Rosbach som
svar.
Hvor bliver ændringer af fiskeriloven af?
Nu går Jens Napãtôk fra Naleraq på talerstolen.
Han starter med at sige, at det er hårdt for partiet, da medlem Hans Enoksen er gået bort.
Han fortæller, at Naleraq har brugt tiden siden valget til at gøre forslag klar til efterårssamlingen, og at partier har fremsat 23 forslag.
- Det synes vi viser, at vi gerne vil arbejde for befolkningen. Vi er kun otte medlemmer, siger han.
Han spørger, hvorfor der ikke er blevet sat fokus på fiskeriloven på denne samling, da flere partier har sagt, at de gerne vil ændre på fiskeriloven.
Ligesom Siumut stiller Naleraq sig kritiske overfor prisforhøjelserne, og hvorvidt det blot er udefrakommende forhold, som er skyld i det.
Napãtôk peger også på KNI's dårlige resultater og siger, at der er vedvarende forringelser af service for befolkningen.
Hvor er jobsene?
Et af koalitionens fokuspunkter er, at alle der kan arbejde, skal i arbejde. Men det stiller Naleraq spørgsmålstegn ved.
Jens Napãtôk spørger, hvor der er jobs til dem.
- Selvstyrets selskaber lukker deres aktiviteter i stribebis, men det eneste Naalakkersuisut vil er at straffe borgere, der bliver udsat for arbejdsløshed, siger han.
Han siger også, at grønlændere bliver afvist til stillinger, og at der i stedet bliver tilkaldt arbejdskraft udefra.
Han slutter talen af med at sige, at der skal kæmpes for selvstændighed nu. Derefter går de i gang med spørgsmål fra salen.
Siumut: Kan du sige noget positivt?
Erik Jensen fra Siumut spørger, om Naleraq har noget
positivt at sige om Jens-Frederik Nielsens åbningstale. Og om de kan se et
sted, partierne kan samarbejde.
- Jeg er usikker på den øgede binding til Danmark, fordi vi
gerne vil selvstændighed, og det bliver sværere med denne aftale. Men jeg er
glad for, at I gerne vil samarbejde med os, siger Jens Napãtôk.
Han henviser til den rammeaftale, Grønland og Danmark har
indgået om, at Danmark betaler for flere infrastrukturprojekter i Grønland og for
at grønlandske patienter kan blive behandlet i Danmark.
Alt for mange børn bliver anbragt
Efter Naleraq er det Inuit Ataqatigiit, som tager over på talerstolen. Mimi Karlsen taler på vegne af partiet.
Hun indleder med at sætte fokus på børns rettigheder.
- Vi tror
på at trygge borgere også sikrer en tryg fremtid.
Derfor skal der fokus på bedre dagtilbud og antallet af anbragte børn skal nedbringes.
- Inuit Ataqatigiit mener at tiden er kommet til at man blot ikke
fjerner børn fra hjemmene, men giver mulighed for at komme med
hjælpeforanstaltninger der retter sig mod familien som helhed, siger hun.
Mimi Karlsen retter også fokus mod de uretfærdigheder, der er blevet begået mod Grønland. Hun nævner spiralsagen og den nyligt udkomne rapport. IA kræver, at Grønland sammen med Danmark iværksætter arbejde for at hele ofrene for spiralsagen.
Desuden taler hun om at sikre en god økonomi. Blandt andet ved at tage hånd om de unge, som står udenfor uddannelse og arbejdsmarkedet.
Naleraq: Forsinker i arbejdet med selvstændighed?
Mimi Karlsen brugte kun omkring halvdelen af den tildelte tid til sin tale, og derefter går de i gang med spørgsmål fra salen.
Naleraq spørger også IA ind til, om de vil kæmpe for
selvstændighed. Aki-Matilda Høegh-Dam spørger, om det er IA, som forsinker
arbejdet med selvstændighed, da Demokraatit henviste til koalitionsaftalen i
sit svar til samme spørgsmål.
- Nej, vi arbejder hver eneste dag for Grønlands
selvstændighed, siger Mimi Karlsen.
Gerth Mikaelsen fra Naleraq efterlyser, hvad IA mener om fangernes forhold, da det ikke blev nævnt i talen.
Mimi Karlsen siger, at selvom hun ikke nævnte fangerne i sin tale så har partiet politik på området.
Selvstændighed kræver, at befolkningen bliver inddraget
Erik Jensen fra Siumut tager over på talerstolen. Han vil
gerne minde partierne om de løfter, de har givet under valgkampen.
Han siger, at Siumut vil selvstændighed, men at det kræver,
at befolkningen bliver inddraget.
- Vi mener, at der skal mere fart på en statsdannelse, siger
Erik Jensen.
Også Siumut bemærker prisstigningerne og siger, at der skal sættes fokus på borgernes ringe leveforhold i bygderne og yderdistrikterne.
Heriblandt sundhedsvæsenets udfordringer i bygderne og yderdistrikterne. Erik Jensen henviser til, at der skal sættes fokus på sundhedskommissionens anbefalinger.
Siumut vil også gerne sætte fokus på ældreområdet, så de ældre kan få gode forhold. Blandt andet i forhold til støtte og ydelser.
Blandt Siumuts mål er, at kvinderne i spiralsagen skal have erstatning.
Naleraq: Hvor er integrationspolitik forslaget?
Naleraq tager som de første ordet for at stille spørgsmål til Erik Jensen. De spørger, hvad der er blevet af Siumuts forslag til at udenlandske statsborgere skal kunne stemme i Grønland, og at der skal være en klar integrationspolitik. Den er fjernet fra dagsordenen.
Erik Jensen bekræfter, at den er blevet fjernet, fordi begrundelsen kan misforstås.
Pipaluk Olsen fra Demokraatit spørger ind til dagsinstitutionerne, og hvordan man kan sikre, at børnene bliver skoleklar.
Erik Jensen svarer, at der er lagt op til flere midler til dagstilbud i finanslovsforslaget for næste år. Han erkender, at der er enorm mangel på arbejdskraft i vuggestuer og børnehaver.
Opdateres.