Flere tusinde kort gøres frit tilgængelige
2224 digitale kortblade skal gøre det nemmere og sikrere at færdes i den grønlandske natur, og de stilles nu frit til rådighed, oplyser Klimadatastyrelsen.
Et af formålene med de nye kort er at gøre det nemmere og mere sikkert at færdes i den grønlandske natur.
Fotograf: Leiff Josefsen
Der er godt nyt til vandrere og andre, der færdes i naturen.
Klimadatastyrelsen i Danmark oplyser i en pressemeddelelse, at nye digitale kortblade gøres frit tilgængelige på Dataforsyningen. De nye kort er klar efter et stort arbejde med i perioden 2018-2022 at kortlægge den isfrie del af Grønland.
Et af formålene med arbejdet var at gøre det nemmere og mere sikkert at færdes i den grønlandske natur, og Klimadatastyrelsen har stået for at gøre de mange digitale kort tilgængelige som kortblade, så de kan tages med ud i naturen, enten på telefonen eller som fysiske eksemplarer.
- De nye kortblade vil kunne gøre en håndgribelig forskel for de mennesker, som færdes i den grønlandske natur, for her er det altså vigtigt at kunne orientere sig. Derfor er vi glade for, at vi nu kan stille de mange kortblade frit til rådighed, udtaler Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Klimadatastyrelsen.
Kan indlæses i vandreapp
Der er produceret i alt 2224 kortblade, og de kan hentes som PDF-filer, der er georefereret, og man kan læse dem ind i en kortvisnings- eller vandreapp på telefonen og se, hvor man befinder sig, oplyser Klimadatastyrelsen.
De kan også printes ud, så man har et fysisk eksemplar, og alle oplysninger på kortbladene er både på grønlandsk, dansk og engelsk.
Kortbladene dækker det åbne land i 1:50.000, og nykortlægningen er blevet gennemført i samarbejde mellem Klimadatastyrelsen, Asiaq, Grønlands Selvstyre, Forsvarsministeriet, Materiel- og Indkøbsstyrelsen og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.