Opdatering: Afbrydelse giver problemer for Nukissiorfiit
Flere borgere melder om strømnedbrud i Nuuk onsdag morgen.
Flere borgere efterlyser information omkring strømsvigt i bydelen Nuussuaq i Nuuk. Nukissiorfiit oplyser omkring kl. 09, at strømsvigtet skyldes et uheld.
Foto: Kassaaluk Kristensen
Obs: Opdateret med melding fra Nukissiorfiit.
Onsdag morgen er der problemer med strømforsyningen i Nuuk.
På Nukissiorfiits Facebook-side efterlyser borgere fra flere dele af byen information.
Borgerne beretter om manglede strøm i dele af bydelen Nuussuaq og Kangillinnguit samt flere andre steder.
Kl. 08.40 fremgår der ikke oplysninger om driftsforstyrrelser på Nukissiorfiits hjemmeside.
Opdatering kl. 09.10
Omkring kl. 09 er Nukissiorfiit kommet med en melding på Facebook vedrørende strømafbrydelsen.
Selskabet skriver, at grundet uheld er der afbrydelse af strøm i Nuussuaq, Nuuk. Uheldet uddybes ikke nærmere:
- Nukissiorfiit arbejder på at løse problemet. Nukissiorfiit kommer med en opdatering her på Facebook kl. 9:45, skriver selskabet.
Opdatering kl. 10.05
I en ny opdatering oplyser Nukissiorfiit, at strømafbrydelsen giver selskabet flere udfordringer.
Afbrydelsen påvirker nemlig hele Nukissiorfiits internetforbindelse - også på kysten:
- Det betyder, at vores callcenter ikke har mulighed for at besvare opkald eller mails. Nukissiorfiit har heller ikke mulighed for at tilgå hjemmesiden, hvilket er årsagen til at der ikke er blevet kommunikeret ud tidligere, skriver selskabet.
Nukissiorfiit vi i stedet kommunikere via Facebook løbende opdatere omkring situationen.
Fejlen på strømafbrydelsen er blevet fundet, og Nukissiorfiit arbejder på at genetablere forbindelsen.
Opdatering 11.10
Nukissiorfiit har nu fået etableret internetforbindelse og callcenteret kan besvare opkald og mails.
Der arbejdes fortsat på at genetablere strømmen i Nuussuaq.