Kvinderne er begyndt at få øjnene op for søfarts- og fiskeriuddannelser, oplyser Imarsiornermik Ilinniarfik. En af dem, der er glad for at være til søs, er Aima Heilmann, der i juni dimitterede som kystskipper og som nu er i gang med at uddanne sig til sætteskipper.
Som oftest består besætningen af mænd, men indimellem er der flere kvinder ombord, som her på Siuna Arctica fra oktober 2024. Her er det overstyrmand Pipaluk Borup, styrmand Carina Vinther, messepige Kátak Borup, Aima Heilmann og Duuda Amassen på dækket.Foto: Privat
På Imarsiornermik
Ilinniarfik
(Grønlands Maritime Center) i Nuuk og Paamiut tilbyder de mange forskellige
uddannelser rettet mod søfart, fiskeri og fangererhvervet, og de senere år er
flere kvinder begyndt at søge ind på deres uddannelser.
– Helt generelt oplever vi, at der er flere ansøgere til vores uddannelser
i disse år. Og der er også flere kvinder, der søger ind, siger kontorchef ved Imarsiornermik
Ilinniarfik,
Vivi F. Broberg.
Populære
uddannelser
Inden for
handelsflåden og i samarbejde med Royal Arctic Line tilbydes grunduddannelse
som skibsassistent.
Inden for fiskeriet er der erhvervsfiskeriets
grunduddannelse samt dækuddannelser til vodbinder og trawlbas.
Endelig er der officer-uddannelsen,
der både er rettet mod fiskerflåden og handelsflåden. Her er tale om enten
fiskeskipper af 3. grad, fiskeskipper af 1. grad samt kystskipper og
sætteskipper.
Kvinderne er begyndt at få øjnene op for søfarts- og fiskeriuddannelser, oplyser Imarsiornermik Ilinniarfik. En af dem, der har uddannet sig til kystskipper er Aima Heilmann, der her ses (midt) ved dimission i juni.Foto: Imarsiornermik Ilinniarfik
Vivi F.
Broberg oplyser, at den mest populære uddannelse lige nu er erhvervsfiskeriets
grunduddannelse, hvor 17 elever er startet i juli heraf én kvinde. På
grunduddannelsen til ubefaren skibsassistent startede 14 elever heraf 4
kvinder. Til uddannelsen fiskeskipper 3. grad startede 8 elever heraf to kvinder. På
uddannelsen fiskeskipper 1. grad startede 11 elever heraf én kvinde. På
uddannelsen til befaren skibsassistent startede 4 elever heraf to kvinder.
Fra Georg
Stage til Royal Arctic Line
En af de kvinder, der for nyligt har gennemført en
uddannelse ved Imarsiornermik Ilinniarfik, er 24-årige Aima Heilmann,
der fra juni i år kan kalde sig kystskipper.
– Efter GUX sejlede jeg med skoleskibet Georg Stage,
hvor jeg uddannede mig til ubefaren skibsassistent. Bagefter fik jeg arbejde på
Royal Arctic Lines Nanoq Arctica. Jeg fandt ud at, jeg godt kunne lide at
sejle, og jeg talte derfor med nogle af styrmændene ombord i forhold til
uddannelsesmuligheder indenfor flåden. Jeg blev inspireret til at søge ind på
Imarsiornermik Ilinniarfik, og jeg blev færdig som kystskipper i juni. Jeg er
nu i gang med uddannelsen som sætteskipper, som jeg bliver færdig med til næste
sommer og derefter skal jeg have sejltid.
24-årige Aima Heilmann blev i juni i år uddannet som kystskipper fra Imarsiornermik Ilinniarfik. Hun er nu i gang med uddannelsen som sætteskipper. Her er hun i Kuumiit i Østgrønland med Nanoq Arctica i 2023
Jeg kunne godt tænke mig at arbejde som styrmand en dag,
siger Aima Heilmann, der nyder at opleve landet fra søsiden.
– Jeg synes det er sjovt at være på et skib. Man er i
en form for en boble. Jeg kan også godt lide at man kommer andre steder hen, mens
man er på arbejde. Jeg har set både Nord-, Øst- og Sydgrønland under vores ture
til forskellige bygder og områder. Jeg har set fantastiske isfjelde og jeg har
sejlet i virkelig smukke landskaber især i Østgrønland.
Aima Heilmann modtog sit kystskipperbevis i juni 2025, og gik umiddelbart derefter i gang med uddannelsen som sætteskipper, der tager et år.
Kvinder i en mandeverden
Arbejdet til søs er stadig som oftest en mandeverden. Men det betyder ikke
særlig meget for Aima Heilmann. Dog bliver hun glad, når der er andre kvinder
ombord.
– Når man er ude og sejle, så tænker man ikke rigtigt over det med mænd og
kvinder. Der kan selvfølgelig være nogle situationer, hvor det er træls, at der
ikke er flere kvinder på skibet, som man kan tale med. Men jeg har også oplevet,
at der var mange kvinder ombord. For eksempel engang på en tur med Siuana
Arctica, hvor både overstyrmand og styrmand var kvinder og så var vi også tre
kvinder på dækket. Det var ret hyggeligt til en forandring, siger Aima
Heilmann.