EU-ledere: Ingen fredsforhandlinger uden Ukraine
26 EU-ledere opfordrer Trump til ikke at forhandle om Ukraines fremtid, uden at ukrainerne er med.
"Vejen til fred i Ukraine kan ikke fastlægges uden Ukraine", lyder det i udtalelse fra 26 EU-ledere.
Foto: Gleb Garanich/Reuters/Ritzau Scanpix
26 EU-ledere siger i en udtalelse, der er offentliggjort på EU's hjemmeside, at de er glade for USA's præsident Donald Trumps indsats for at skabe fred i Ukraine.
De gør dog samtidig opmærksom på, at fred i Ukraine efter deres opfattelse ikke kan opnås, uden at Ukraine sidder med ved forhandlingsbordet.
Alle de deltagende lande på nær Ungarn står bag udtalelsen, der er udarbejdet sent mandag aften.
Det skete, efter at de 27 EU-landes udenrigsministre holdt en telekonference, hvor temaet netop var det amerikanske mæglingsforsøg i konflikten mellem Ukraine og Rusland.
- Det ukrainske folk må have frihed til at beslutte deres egen fremtid. Vejen til fred i Ukraine kan ikke fastlægges uden Ukraine.
- Meningsfyldte forhandlinger kan kun foregå i forbindelse med en våbenhvile eller nedskalering af konflikten, lyder det blandt andet i udtalelsen.
De europæiske ledere understreger, at en fredsaftale skal respektere international lov, herunder principperne om uafhængighed, suverænitet, territorial integritet.
EU vil i sammen med flere samarbejdslande fortsætte med at yde politisk, økonomisk, humanitær, militær og diplomatisk støtte til Ukraine, mens Ukraine udøver landets ret til selvforsvar, lyder det videre.
Samtidig vil landene opretholde og indføre det, som i udtalelsen kaldes restriktive foranstaltninger mod Rusland.
Mandag fortalte EU's udenrigschef, Kaja Kallas, at EU arbejder på at indføre flere sanktioner mod Rusland og yde mere militær støtte til Ukraine.
Hun advarede mandag aften også imod at give indrømmelser til Rusland i en fredsaftale.
Fredag blev det bekræftet, at Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal mødes i Alaska for at diskutere krigen i Ukraine.
De mødes fredag 15. august.
Trump har flere gange sagt, at der kommer til at ske en udveksling af land mellem Ukraine og Rusland, hvis krigen skal afsluttes.
Men Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har afvist at afgive land til Rusland. Rusland har krævet, at Krim-halvøen og de østukrainske regioner Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzja anerkendes som russiske.
/ritzau/