Et kærkomment gensyn

Når Efterårssamlingen begynder, pakker jeg kufferten og tager fra Sisimiut til Nuuk. 

To måneder væk fra familien – det er længe. Sådan er vilkårene, når man bor uden for hovedstaden.

Men denne uge har været noget særligt. Min kone og vores yngste datter har været på besøg. Vi har drukket kaffe på café, været i svømmehallen og bare nydt at være sammen – uden møder, dagsordener og afstemninger.

På mandag tager de hjem igen. Jeg bliver her lidt endnu. Men jeg kan mærke, at besøget har givet mig ny energi til resten af samlingen.

Tidlige morgener og nye vilkår

Ved det seneste valg gik Siumut fra ti til fire mandater. Det betyder, at der er mere arbejde til os, der blev valgt ind – men heldigvis er vi et hold af erfarne medlemmer, som kender arbejdet og hinanden godt.

Personligt kan jeg godt lide at være forberedt. Derfor møder jeg som regel ind blandt de første i Inatsisartut – ofte allerede ved halv ottetiden. Her er stille, kaffemaskinen summer, og jeg får ro til at gennemgå dagens punkter.

Når dagen først går i gang, går det stærkt. Derfor sætter jeg pris på de stille morgentimer – de giver overblik, fokus og lidt ro i sindet, inden debatterne begynder.

Godt sammen – også på tværs

Partigangen i Inatsisartut er ikke stor. Vi sidder tæt, og det betyder, at man hurtigt lærer hinanden at kende – også dem, man politisk er uenig med.

For et par dage siden var jeg inde hos Anders Olsen, hvor vi sad og hyggede os sammen med nogle medlemmer fra Demokraatit. Vi snakkede om løst og fast, grinede lidt – og endte med at spise sammen.

Den slags betyder faktisk meget. Når man kan have det rart sammen uden for det politiske, bliver samarbejdet inde i salen også bedre. Det handler om tillid – og om at huske, at vi alle sammen vil det bedste for landet.

Vores bagland – vores styrke

Selvom vi i dag er få medlemmer af Inatsisartut, oplever jeg, at vi trækker endnu mere på vores stærke bagland end tidligere.

Når et forslag handler om Nordgrønland, ringer vi til vores folk deroppe for at høre, hvordan de ser sagen – og hvilke forbedringer de foreslår. Det samme gælder i Syd-, Øst- og Vestgrønland.

På den måde oplever jeg, at vores mange medlemmer rundt i landet – i realiteten - er vores femte og sjette ”medlem” af Inatsisartut. Den forankring betyder alt – for beslutningerne bliver bedre, når de bygger på virkeligheden ude i landet.

Fra sommerfugle til sikkerhed på talerstolen

Da jeg første gang stod på talerstolen i Inatsisartut, kunne jeg tydeligt mærke sommerfuglene i maven. Det var en stor oplevelse – man står dér foran kolleger, presse og offentlighed og skal sætte ord på noget, man tror på.

Efter mange år i Inatsisartut er den nervøsitet blevet afløst af ro og rutine. I dag handler det ikke om at komme igennem sin tale, men om at få sit budskab til at stå klart og troværdigt. Det giver en særlig tryghed, når man skal præsentere noget, man virkelig brænder for.

Denne gang gælder det et forslag om en national arkitekturpolitik – et emne, der betyder meget for mig. Og ja, jeg glæder mig faktisk til at gå på talerstolen igen. Sommerfuglene er der stadig, men nu forholder de næsten i ro. Man skal altid være lidt spændt, når man går på talerstolen – ellers er man ikke tilstrækkeligt engageret.