Efter tre år går historisk udredning nu i gang

Det har taget lang tid at forberede arbejdet til den historiske udredning, men nu kan forskerne begynde at dykke ned i forholdet mellem Danmark og Grønland siden 1945. 

I juni 2022 underskrev Múte B. Egede og Mette Frederiksen en aftale om at lave en historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark.
Offentliggjort

Hvad er der sket i forholdet mellem Grønland og Danmark i tiden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag?

Det skal et stort og historisk forskningsarbejde undersøger, og efter tre års ventetid gik det i gang mandag.

Det skriver Ilisimatusarfik i en pressemeddelelse.

9. juni 2022 kom Naalakkersuisut og den danske regering med den fælleserklæring om at iværksætte en uvildig forskningsbaseret udredning.

Formålet med udredningen er at skabe et solidt fagligt grundlag for at forstå de beslutninger, handlinger og processer, som har formet Grønlands udvikling og forholdet mellem Grønland og Danmark gennem de seneste årtier. Dermed er ambitionen også at bidrage til en fælles erkendelse af fortiden og skabe grundlag for forsoning.

- Det er et stort og vigtigt ansvar at skabe ny viden om en periode, som har haft så stor betydning for både Grønland og Danmark. Vi går til opgaven med ydmyghed og faglig grundighed - og håber, at vores arbejde kan bidrage til en fælles forståelse og en mere nuanceret historiefortælling, siger forskningslederne Tenna Jensen og Daniel Thorleifsen.

Tre år undervejs

Det har taget tre år fra annonceringen af udredningen, til arbejdet reelt gik i gang.

I maj fortalte Daniel Thorleifsen, direktør for Grønlands Nationalmuseum, til DR, at han havde været klar til at gå i gang, siden han i 2023 blev udpeget til at være en af de to forskningsledere på projektet.

- Jeg ved ikke, hvorfor der skal gå så lang tid, lød det dengang i et mailsvar fra Daniel Thorleifsen til DR.dk.

I pressemeddelelsen fortæller Ilisimatusarfik, at forskningsprojektet har krævet en længere indledende proces med tilrettelæggelse og forberedelse, hvilket har betydet, at selve forskningsarbejdet først kan påbegyndes nu.

Udredningen vil tage flere år og vil involvere forskere, eksperter og historikere fra både Grønland og Danmark.

Den anden forskningsleder, Tenna Jensen, centerleder ved Ilisimatusarfik, er også projektleder på udredningen af spiralsagen, som skulle være færdig i mandags, men stadig ikke er offentliggjort.

Forskningslederne er udpeget i fællesskab af Naalakkersuisut og den danske regering - og er organisatorisk tilknyttet Ilisimatusarfik.

Powered by Labrador CMS