Det sociale medie X nægter at deltage i undersøgelse om svindel

Ifølge X, der er ejet af rigmanden Elon Musk, er der tale om en "politisk motiveret" undersøgelse.

X, der tidligere er kendt som Twitter, mener, at en fransk undersøgelse af platformen er sat i søen for at "begrænse brugernes ytringsfrihed".
Offentliggjort

Den sociale medieplatform X beskylder mandag en fransk undersøgelse for at være "politisk motiveret" og true brugernes ytringsfrihed.

Det skriver Reuters.

Kommentaren kommer, efter at anklagere i Paris tidligere på måneden har intensiveret en indledende undersøgelse af X for mistanke om svindel med dataudtræk og en partiskhed i platformens algoritme.

X benægter alle beskyldninger og siger ifølge Reuters, at man ikke vil efterkomme undersøgelsen.

- Baseret på vores hidtidige viden mener X, at denne undersøgelse forvrænger fransk lov for at tjene en politisk dagsorden og i sidste ende begrænse ytringsfriheden, lyder det fra X ifølge Reuters.

- Af disse grunde har X ikke efterkommet de franske myndigheders krav, hvilket vi har juridisk ret til, lyder det videre.

X er ejet af rigmanden Elon Musk, der er tidligere rådgiver for USA's præsident, Donald Trump.

I sit forsvar hævder X også, at undersøgelsen er blevet iværksat af Eric Bothorel, der er medlem af Frankrigs nationalforsamling.

Han beskylder X for at manipulere sin algoritme med "udenlandsk indblanding" som formål, lyder det fra X. 

En påstand, der er "fuldstændig falsk", skriver platformen i sin udtalelse.

Anklagemyndigheden i Paris er ikke vendt tilbage på Reuters anmodning om en kommentar. Det er Eric Bothorel heller ikke.

Elon Musk har tidligere beskyldt europæiske regeringer for at angribe ytringsfriheden. 

Han har desuden udtrykt sin støtte til nogle af Europas højrefløjspartier, herunder det indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland (AfD).

Rigmanden har også ytret skarpe holdninger til emnet:

- Dem, som for alvor har begrænset ytringsfrihed, er folk som Stalin, Hitler og Mussolini.

- Restriktioner på ytringsfriheden er sammen med et stort regeringsapparat fundamentalt og åbenlyst fascistisk, har han tidligere udtalt.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS