Næstformanden i bestyrelsen for beboerrådgivningen »Herfra og videre« Niels Balling har arbejdet med grønlændere i fristaden Christiania i mere end tre årtier, og han kiggede sig forundret og begejstret omkring, da han bød velkommen til fejringen af Grønlands nationaldag fredag den 21. juni på pladsen foran Stjerneskibet i København.
– Det er en god oplevelse at blive budt på kaffe og kage i stedet for cannabis og hashrygning, sagde Niels Balling om den voldsomme forvandling, som Christiania undergår i denne tid.
Næstformanden i bestyrelsen for beboerrådgivningen »Herfra og videre« Niels Balling har arbejdet med grønlændere i fristaden Christiania i mere end tre årtier, og han kiggede sig forundret og begejstret omkring, da han bød velkommen til fejringen af Grønlands nationaldag fredag den 21. juni på pladsen foran Stjerneskibet i København.
– Det er en god oplevelse at blive budt på kaffe og kage i stedet for cannabis og hashrygning, sagde Niels Balling om den voldsomme forvandling, som Christiania undergår i denne tid.
Det gælder også Stjerneskibet midt på Pusher Street, som i et halvt århundrede har været tilholdssted for grønlændere i København. Væk er hashboderne og i stedet stod lange kaffeborde dækket op med det grønlandske flag Erfalasorput og masser af kaffe og kage, som Stjerneskibets grønlandske klub Angakok havde bagt til de mange besøgende.
Nationaldagens hovedtaler var Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, som talte om et stærkt bånd mellem Grønland og Christiania: – Stjerneskibet har en helt særlig betydning for vore grønlandske medborgere på Christiania og i København.
Christiania er også en af Københavns største turistattraktioner, og gæster fra udlandet tog masser af billeder af den grønlandske kaffemik med hjem til feriealbummet.
Huset trænger til en renovering
Stjerneskibet huser i dag 10 boliger, der udgør et bofællesskab for de grønlandske christianitter.
I stueetagen ligger Café Inuit/Naqqa og på 1. sal den alkoholfrie klub Angakok.
50 grønlændere kommer fast i Angakok, hvilket giver 20 til 30 daglige brugere.
I Stjerneskibet kommer også Gerda Olsen, som er den grønlandske medarbejder hos »Herfra og Videre«, og hun kan hjælpe brugerne på vej i det danske system og formidle kontakt til beboerrådgivningens mange samarbejdspartnere.
Stjerneskibet har i mange år lidt under sin placering lige midt på Pusher Street. Sidste år i august blev huset ufrivilligt ramme om en meget blodig begivenhed, hvor en rocker uden tilknytning til huset blev dræbt, mens fire tilfældige gæster blev såret, blandt andet en grønlænder med et skud i benet.
Berygtet vejstrækning skal forvandles
Skuddramaet blev begyndelsen til enden for Pusher Street.
Lørdag den 6. april blev brostenene i Pusher Street gravet op som det synlige bevis på Christianias beslutning om at afslutte hashhandelen og den organiserede kriminalitet i fristaden, og den korte, men berygtede vejstrækning skal i stedet omdannes til en handels- og kulturgade.
På Grønlands nationaldag blev et farverigt gavlmaleri med front mod Pusher Street præsenteret som første del af Stjerneskibets forvandling.
Beboerne og brugerne i Stjerneskibet ønsker desuden en renovering af den store bygning. Det gælder tag, el, vand og kloak, adgangsforhold og en opgradering af boligerne, så alle beboere får vand, afløb og toilet.
– I forbindelse med tagrenoveringen ønsker beboerne sig kviste, fordi flere af værelserne med de skrå vægge har meget få kvadratmeter med ståhøjde, oplyser beboerrådgivningen »Herfra og videre«.
Det sociale arbejde i Stjerneskibet bliver støttet af Københavns Kommune og private fonde, men en tidsplan og en finansiering af renoveringen af den gamle kasernebygning er endnu ikke på plads.