Challenger-fly lever fortsat ikke op til målsætning
Nye tal fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen viser, at Challenger-fly forventes at være til stede i Grønland 288 dage i år, hvilket er et godt stykke fra målsætningen om at være til stede hele året. Situationen bidrager til den amerikanske fortælling om, at Danmark ikke holder, hvad landet lover på den militære front, vurderer forsker.
Forsvarets Challenger-fly bruges blandt andet i forbindelse med SAR_operationer.
Foto: Arktisk Kommando
I 2016 vedtog Folketinget en politisk målsætning om, at Forsvaret skulle stille med et Challenger-fly i Grønland 365 dage om året. Flyet foretager suverænitetshåndhævelse og medvirker i SAR-operationer.
Det er endnu ikke lykkedes at opfylde målsætningen et eneste år, og den danske avis Berlingske skriver onsdag, at det heller ikke bliver tilfældet i 2025.
Avisen henviser til nye tal fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen, som i et svar til Folketinget oplyser, at Challenger-flyet har været til rådighed
i Kangerlussuaq 278 dage i 2024.
I 2025 forventes flyet at være til rådighed 10 dage mere, nemlig 288 dage.
Den manglende opfyldelse af målsætningen passer ind i den amerikanske fortælling, hvor USA's præsident Donald Trump gentagne gange har kritiseret Danmark for ikke at leve op til sine militære forpligtelser i Grønland. Det vurderer lektor ved Forsvarsakademiet Jon Rahbek Clemmensen overfor Berlingske:
- Det bidrager til fortællingen fra den amerikanske regering om, at Danmark ikke leverer det, vi lover på den militære front, siger han.
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) har flere gange tidligere kritiseret Danmark for ikke at leve op til sine forpligtelser over for Grønland med hensyn til tilstedeværelsen af flyet, som blandt andet kan spille en vigtig rolle i forbindelse med Forsvarets civile opgaver med blandt andet SAR-operationer.